bliver det hele en forvirret Klump, medens allesammen skriger og snadrer i Munden paa hinanden. Først langsomt ordner de sig igjen sydover i de lange Linier, indtil de forsvinder i den graa Høsthimmel som tyndere og tyndere Traade, og den sidste Lyd følger dem med Nordenvinden.
Da tror jeg altid, der har været en Debat, om man ikke skulde tage sig en liden Hvil nede paa Aarre-Vandet? Der er sikkert mange Gamle, som kjender Stedet igjen, og nok af Unge, som er møre i Vingerne og gjerne vilde ligge paa Vandet og drive en halv Dags Tid.
Men naar det saa bliver vedtaget, at der skal flyves videre uden Stans, og Linierne igjen begynder at ordne sig, saa er det blevet mig klart, at hver søger sin Plads i de fra Lederne skraat udgaaende Rækker, for derved paa den sikreste og bekvemmeste Maade at føres med Toget uden selv at have nogen Bekymring for Veien.
Skulde disse store tunge Fugle flyve i Klump i ugevis — Dag og Nat —, vilde Deling og Forvirring være uundgaaelig. Hvert Øieblik vilde de være hinanden iveien med de tunge Vingeslag, der vilde blive en saadan Larm, at Førerens Stemme ikke var til at holde Greie paa, og han selv umulig at holde Øie med, naar det mørknede. Over Halvparten er desuden Unger, som for første Gang gjør den uhyre Reise, og som naturligvis allerede ved Aarre-Vandet begynder at spørge, om det er Nilen, de ser. Tiden vilde spildes, Toget opløses og hele Ungdommen gaa tilgrunde paa Reisen, om der ikke i selve Ordningen var noget af det skjønne Fornuftige, som bandt.
Lad os nu tænke paa den første Fugl, som leder Flokken — formodentlig en gammel erfaren Gasse. Han følger sin Trang mod Syden, men han dreier ganske vist ogsaa Halsen og ser ned efter kjendte Mærker i Landskabet. Derfor følger saa store Gaasetog vor Kystlinie nedover, til Landet slipper.
Men nu ser Fuglene ikke bent fremover i Retning af sit Næb; men de ser til begge Sider. Derfor følger ikke den næste Fugl Lederen i den „kløvede“ Luft lige bag ham; men den flyver ham op paa Siden saaledes, at den ret udfor sit højre eller venstre Øie har Føreren omtrent paa to Vingeslags Afstand.
Og det samme gjør den næste Fugl og den næste: alle holder de sin Formand paa den samme Afstand.
Og det, som hver Fugl ser af sin Formand, er netop de hvideste Fjær paa hele Gaasen: indunder Vingen og Bagkroppen, hvilket i mørke Nætter er til stor Hjælp for de trætte, halvt sovende Dyr.
