Hopp til innhold

Side:Kielland - Samlede Værker 3 v2.djvu/407

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

„Saa hun forstaar sig paa Fuglene?“ raabre Damen meget formildet.

„Ja hun er saa gal paa dem, for de er saa fæle med Kirsebærrene.“

Dermed maatte min Dame gaa; men Historien er ikke ude endnu: det værste kommer tilslut.

Thi da hun — oprørt over Landmandens Ukyndighed i Fugleverdenen — da hun fortalte alt dette inde i Byen, var der en meget alvorlig Herre, som sagde:

„Er De vis paa, at det ikke var en Maage?“

Da gik det over alle Grænser — syntes min Dame, og hun kom og beklagede sig bittert. —

— Naar Graagaasen kommer flyvende og er i sin gode Orden, saaledes som den holder ud at flyve i dagevis og Nætter, danner Linierne i Almindelighed den vel kjendte Ploug med en Fugl i Spidsen og de to næste en paa hver Side af ham — et lidet Stykke bagenfor.

Hidtil har ieg altid nøjet mig med den Forklaring, vi fik og gav hinanden som Gutter, at Fuglene var komne til denne Flyveform for ligesom at kløve Luften, for ligesom en Sneploug at bryde en Vei.

Men forleden Dag faldt det mig pludselig ind, at dette er jo det rene Nonsens, — en Idéassociation fremkommen ved Ligheden med en Ploug, som gaar i Jord eller Sne, men som ingenting betyder oppe i Luften; hvad er kløvet Luft? — og hvem faar nogen Nytte af den?

Ja — fløj Gjæssene endda, som de gaar — i Gaasegang — den ene lige bagefter den anden, saa kunde det kanske under Modvind blive Tale om lidt Ly og Lettelse for de bagerste. Men nu flyver de lige ud til Siden af hinanden saaledes, at hver enkelt fra den første til den sidste modtager Luften fuldstændig „ukløvet“ lige i Brystet: der kan slet ikke være Tale om, at det er lettere for den bagerste end for den forreste at bane sig Vei.

Den eiendommelige Ordning har en ganske anden Mening, nemlig den: at holde Flokken samlet paa den lange og trættende Reise, og naar man gaar ud herfra, bliver ogsaa den fornuftige Tanke aabenbar i selve Anordningen.

Herude ved de vide Aarre-Vande gaar der et stort Træk af Graagjæs; og i Uveir kan det hænde, de ligger i tusindvis paa Vandet — og hviler og venter.

Men selv om Flokken flyver forbi, bliver der altid Uro og Mudder, naar de kommer ud over Aarre-Vandet, Rækkerne brydes, en Stund