Vis i Missionsgjerningen, saa er det ogsaa trængt igjennem til alle Mennesker, at vil man bevare sin borgerlige Løbebane enten man vil blive Skorstensfeier eller Storthingsmand, saa er det bedst at tale pent om Missionen. Der findes hæderlige Mænd og Kvinder, hvem Missions-Svindelen oprører paa det alvorligste; men der ties jævnt under Hykleriets enorme Overmagt.
Thi Modsætningen er nu dreven saa vidt at Hedninge-Missionen, som fordum var det livsfarligste, nogen Mand kunde indlade sig paa, den er nu kun farlig for dem, der løfter sin Røst imod.
— Men saaledes forstyrres det Herlige, og slappe Tider vender Vrangen ud paa det Ypperste, indtil den store Hulhed falder sammen, og friskere Mod voxer frem efter Omvæltningen.
Høst.
Aarre den 7de Oktober 1890.
Jeg vilde sende nogle Iagttagelser om Graagaasen til „Naturen“; men siden det nu blev et helt Brev, kommer det i „Dagbladet“. Det er ikke, fordi jeg tror, det er noget nyt, som Ingen har iagttaget før; men jeg ved, hvor tankeløst de fleste af os lader Solen skinne og Fuglene flyve uden nogen Anelse om, hvad Interesse Dyrenes Liv faar, naar man først har lært, at der er en Mening og Tanke i hver eneste Ting, Dyret foretager sig, og hvilken Glæde at opdage denne Tanke, komme paa Spor efter det skjønne Fornuftige, som er Naturens Væsen.
Og saa gaar de Fleste af os gjennem Livet og ned i et Hul i Jorden som Muldvarper uden at have sanset den Fugl, som fløi, eller det Næb, som sang; de tror, at de smaa Fugle — det er vel Spurver, de større er formodentlig Kraaker, Hønsene er de eneste, som de kjender med Bestemthed.
Jeg traf en Dame forleden, som var yderst oprørt over dette. Hun vilde spørge Manden, hun bor hos — en meget oplyst Bondemand, hvad det var for Fugle, hun havde seet paa Marken; — det viste sig forresten, at det var Trast — med Respekt at melde: simpel Skidt-Trast, — og hun beskrev da Fuglen for ham: den var paa Størrelse som en halv Due, graa og gulspraglet, hoppede paa Marken osv.
„Mon det ikke skulde være den Fuglen, som de kalder for Svalen?“ foreslog Manden.
„Aa langtifra!“ svarede Damen forarget; „jeg tænker snarere, det var etslags Trast.“
„Aa ja! da maa De spørge min Kone.“
