hans Vogn, som skal trækkes af Oxerne; hvilket jeg tror, skal blive en fornøjelig Tur.“
Den Maud, som kan færdes saaledes med Greier og Forspand til en Værdi af mere end Tre Tusinde Kroner, synes nærmere at have taget mægtige norske Sognepræster til Forbillede end ham, der sagtmodig red Martyrdøden imøde paa en Asenindes Føl.
En saadan tilfældig Efterretning fra en Udenforstaaende kaster maaske et paalideligere Lys over en Missionærs Liv end alle Beretninger tilsammen. Thi for det første er der dog altid, hvor omsnud og bagvendt det Hele er, en Fornemmelse tilbage af, at Missionsarbeidet skal være Lidelse og Forsagelse. Dette vil allerede farve de oprindelige Breve, som dernæst sigtes og præpareres for Almenheden af Bestyrelsen. Og dernæst gaar man Ingens Ære for nær ved at minde om, hvor mange der er, som ere interesserede rent verdsligt og levebrødsmæssigt i Missionens Trivsel.
Lægges alt dette til den Kundskab, man har om selve Udvælgelsens Maade, de Udvalgtes Kvalifikationer og tarvelige Uddannelse, saa kan man vel med Sikkerhed gaa ud fra, at selve Missions-Arbeidet gjennemgaaende bliver meget slet eller højst maadeligt udført.
Og heri ligger den — christeligt talt — alleralvorligste Betænkelighed.
Thi naar der staar skrevet, at Hedningerne have ingen Undskyldning, saa er der dog mange Christne, som tror og haaber, at der maa være etslags Mulighed forbeholdt dem i Guds Miskundhed.
Men det staar sikkert og fast for dem alle, at den, som har hørt Ordet uden at ville annamme det, for ham er der ikke Raad, han skal fordømmes.
Men naar nu Ordet forkyndes uden Saft og Kraft af ubetydelige Personligheder, som ikke eier Evnen til at gribe dybt og varigt, saa er jo Hedningerne, om de forblive kolde eller gaa til en lunken Omvendelse for Fordels Skyld, — saa er de jo værre farne end før. Thi en oprigtig Hedning er jo bedre end en hykkelsk Præst — hverken varm eller kold, hvilken Herren vil udspytte af sin Mund.
Saaledes er i et og alt Modsætningen fuldbaaren, og det usunde Træ bærer ingen Frugt. Men Missions-Tilstelningen, som den nu er bleven vrængt, passer med Tidens lumske Svindel med det Religiøse, derfor trives den og breder sig over By og Land.
Og mens den breder sig, faar Fler og Fler Øinene op for, at der i denne Sag er en Fart, som fører frem og op i Samfundet, og de hænger i. Ligesom Præsterne allerede forlængst har opgivet Modstanden og nu — skjønt naturligvis splittede — deltager paa sin
