saa gaar man hen og viser ubefæstede unge Mennesker en bekvem Snarvei til dette Maal, idet man spørger, om de føler Trang til at blive — Missionær! — man spørger, om de føler Trang til at sønderrives for sin Tros Skyld? — om de føler Trang til ensom at vandre den tungeste Gang, et Menneske kan gaa, og samtidig viser man dem en bekvem Snarvei til deres Drømmes Maal, en sikker Stilling høit ophøjet over alle deres Forventninger, den mest udspekulerede Modsætning til Overskriften: Missionær!
Hvem vilde vel gaa strengt irette med disse forførte Ynglinge! Vi ved alle, hvad Kar En er med atten Aar.
Men Samfundet, som begunstiger, og Selskabet, som driver dette fordærvelige Spilfægteri, bærer Ansvaret. Thi Sandheden er den, at saaledes er der endnu aldrig uddannet en virkelig Missionær; paa denne Maade kan der nemlig aldeles ikke laves en Missionær, det er ligesaa umuligt som at lave Flintesten af Flødeskum.
Var der ved et Tilfælde kommet en af de sjeldne, en af de ægte mellem disse Udvalgte, saa kunde Missions-Tilstelningen kun for saa vidt faa nogen Betydning for ham, som han maatte bryde med den, bryde sig ud af den kvalme Rugekasse og frigjøre sig for alle de kladdende bløde Hænder for i ensomt Samfund med sin Gud at vove det yderste blandt de vilde Hedninger.
Thi selve Læren er — snart sagt — ligegyldig: Manden er alt. Tag et hvilketsomhelst høit udviklet Folkeslags Religion og Sædelære, i en virkelig Missionærs Mund vil Ordet virke forædlende blandt vilde Hedninger. Og Ingen maa tro, at vor Religion besidder en saadan indre indlysende Kraft, at den omvender Hedninger selv talt af en lunken og ubegavet Lærer. Treenigheden, Barns Daab, Spisningen af Gudens Legeme og lignende Dogmer er ingenlunde saa overlegent klare, at de ved den blotte Forkyndelse skulde vinde Bugt med Hedningers Forestillinger at lignende Art; og hellerikke er selve Læren af den Beskaffenhed, at Hedningen ved Ordets blotte Forkyndelse kan faa Øie paa, hvad der er det centrale, det, som giver vor Religion Liv og civilisatorisk Kraft, nemlig: den almene Kjærlighed, de Smaas og de Under tryktes Ret.
Dette kan alene den overlegne Personlighed give, for hvem Dogmernes Avner er bortblæste.
Men en vid og rummelig Christendom med Agtelse for andre Former — som for Exempel for vor gamle Moderkirke, den katholske, med hvis Missionærer vore saa ofte støde sammen — mon man kan tro, at den orthodoxe Præstestand, der nu saa ivrigt tager sig af de unge Elever, tillader og forbereder et tolerant Samarbeide med andre Christne paa Missionsmarken?
