være blandet med den store Personligheds-Evne til at samle, ordne og holde sig selv og de vundne Sjæle oppe alene ved sit Væsens indre Glød.
Men jo mere et Livs Gjerning bunder i Menneskets oprindeligste og dybeste Dispositioner, jo mindre Udsigt er der til ved kunstige Midler eller Oplærelse at frembringe Dygtighed paa den Kant. Det er ikke engang alle, som kan lære at blive Snedkere, forgjæves vil mangfoldige stræve med at lære Musik eller Tegning, at ville lære en Flok unge Mennesker op til Billedhuggere, vilde snart svinde ind til en Latterlighed; men til Missionær! — det ubetinget sjeldneste af alt — bilder man sig ind at kunne uddanne unge Personer, som melder, at de har Trang. Man indbyder dem — som til et hvilketsomhelst andet Kursus, prøver dem og gaar saa igang med at lave Missionærer.
Og hvem er det da, som melder sig?
Jo — gjennemgaaende og næsten udelukkende unge Gutter fra Landet. Thi aldrig ser man — hvad man kunde vente — høitbegavede og velstillede Ynglinge med den theologiske Uddannelse attraa for sig Missionærernes høie Kald. Men saa vante ere vi til, at Præstens Liv udtrykker det modsatte af, hvad det burde efter Ordet: „forlader alt og følger alt“, at vi næsten finder det selvfølgeligt, naar de unge Theologer fortsætter den magelige Vandring opad Embedsveien, overladende Missionskaldet som et Andenrangsarbeide til de beskedne Halvbrødre fra Landet.
Unge Gutter fra Landet — sjeldent Gaardmandssønner —, hvad har de ellers for Udsigter?
Enten at tjene som Dreng i haardt Jordarbeide for at slutte som udslidt Husmand eller Daglønner i Byen. Eller læse til Skolelærer i lange sultne Aar for at naa et tarveligt Brød.
Men Missionen — se, hvad den byder disse unge Mennesker paa 17—18 Aar: 6 eller 4 Aars velpleiede Uddannelse i Missionsgaarden, med et Arbeide, der maa forekomme dem i deres Kaar som en festlig Lediggang, i fine Klær, i rene Senge, med god Mad og en kjærlig Behandling i Skolen og omgivet af Missionsvenner og Veninder, der hensmelter i Yndest overfor disse Udvalgte.
Og saa kommer hertil, at disse 6 eller 4 Aars stille Lykke til og med er en eventyrlig Snarvei til det, der for Bondeguttens Fantasi staar som Toppunktet af jordisk Velbefindende og Sikkerhed for det hinsides: Kappe og Krave.
Hvad „Præst“ vil sige som Maal for en fattig Bondegut, kan vi andre vist vanskelig forestille os, saa svimlende høit er det. Og
