slut med Arbeidet, opsagt af Huset; Seng, Bord, Stol — solgt — afsted som Slaver til —? — Ingen spørger hvortil og hvorhen — bare ud? — ud af Sognet uden Muk.
Hvad Under, om de unge Børn, forsamlede om de forjagede Forældre, løfter de skidne Næver mod Himmelen over denne Skjændsel og Forsmædelse!
Og sæt — for at fuldføre Exemplet — sæt, en Engel blev sendt ned for at høre, hvem det var, som forargede disse Smaa; sæt, han fik vide det, og gik at søge denne Haandhæver af Fattigloven og fandt ham midt i det stapfulde Missions Bede-Hus.
Usynlig gik Engelen frem til Manden, der fra et ophøjet Sæde læste for den bevægede Forsamling, og Engelen hørte følgende:
„Vi have nu seet, hvorledes den onde og ubodfærdige Kong Umpumpande har fordrevet nogle stakkars Troende fra Stationen, fordi de i sin Armod ikke kunde betale ham den aarlige Tribut. Hvor smerteligt — elskelige Medforløste! — maa det ikke være for vore Udsendinge, at de ikke ere istand til at betale for disse Stakler, der jages som vilde Dyr“ — og Pengene rasler ned i Blikbøsserne, og Taarer drypper af den hele Forsamling ved Tanken om den ubodfærdige Umpumpandes Haardhjertethed.
Isandhed! — hvad mon en retskaffen Engel vilde sige til en saadan Afgrund af Haardhed og Hykleri?
Og Ingen indvende, at dette Exempel er digtet og sat paa Spidsen i ond Tendens. Det er hverken mer eller mindre end, hvad der kan hænde hver Dag og hvorsomhelst i dette Land.
Og her ligger — det kan Alle indse — en Demoralisation for hver eneste Deltager. Thi var det ærligt Alvor med denne offervillige Kjærlighed til Umpumpandes mishandlede Sorte, saa kunde umuligt den store Forsamling og hellerikke han, som læste, gaa kold forbi vore egne smaa sorte forjagede Børn; men Taarer og Penge, Medfølelsen og Offermodet vilde vende sig først og fremst mod vore hjemlige Umpumpander: vore slette Love, vort haardhjertede Retsvæsen og hele det officielle Spilfægteri.
Men denne Kamp vilde neppe føre til festlig Tilstelning med Præstemøder og elskeligt Samvær; derfor lader de alt ligge som det ligger og redder sig ind i Missionen, som netop drives saaledes, at den trækker Tanken bort fra det Virkelige og lærer Menneskene op til at befinde sig vel i et falskt Skin, i den tomme Indbildning at være med paa Guds Sag.
En Missionær er sikkert noget af det sjeldneste, Slægten frembringer; der kommer neppe en paa hver Generation.
Sælsomt skal i hans Sind den fanatiske Tro og Offervillighed
