Sognepræst Aaret rundt eller en oprivende, nærgaaende Lægprædikant nu og da. Ved Missions-Forsamlingen faar de høre, hvad de mest af alt er begjærlige efter: Historier om fremmede og fjerne Ting, om andetslags Jordbrug, andre Dyr og andre Greier, anden Mad og andre Klær — en hel fremmed Verden aabnes dem, i hvilken, de næsten faar etslags Andel ved at slutte sig varmt til Missionsgjerningen, — foruden at de ligefrem hjælper til med Guds Sag.
Men ingen synes at lægge Mærke til den dybe Demoralisation, som uafvendelig følger med, hvor det Alvorlige trækkes ned til selskabelig Tilstelning og Fest.
Thi det er — snart sagt — den ringeste Indvending mod Missionen — denne eneste, som stundom vover sig frem: at der gaar saa mange Penge ud af Landet. Værre — langt værre er det, at Hjerterne forhærdes og indsnevres, medens en fantastisk Følsomhed spilder Kraften paa en unaturlig Maade i fjerne, uklare Drømme.
Det var i mange Maader en anden Sag med Haugianerne. Forfulgte, som de var, brændte den indbyrdes Kjærlighed blandt dem; og da de inden Samfundet havde Intet at sige, gik deres overstrømmende Næstekjærlighed naturligen over den Mur, som de hovmodige Præster og Embedsmænd reiste omkring dem, og søgte blandt de arme Hedninger et Arbeide i Kjærlighed og Opofrelse.
Men nu — da Magthaverne selv have værdiges at tage den bespyttede Sag i sin Haand, er Aanden — saaledes gaar det altid — veget bort og Hjerterne er blevne lunkne og officielle; og nu passer det af andre Grunde at overspringe det nærmeste Krav og løskjøbe sin Samvittighed med denne kunstige Hjælp ude i det Fjerne.
I et almindeligt Menneskes Sind rummes ikke stort af Følelser som Hengivenhed og Taknemlighed; og naar vi kommer til den opofrende Kjærlighed, saa er det en saare liden Kreds, der omfattes af den: Kone, Børn, nære Slægtninge — nogle faa Venner, saa slappes vi.
Trinvis at udvide Kredsen efter christeligt Krav til Næsten, til alle Mennesker, — det er mere end vanskeligt, det er umuligt.
Men! — at springe ud over Kredsen og kaste sin Kjærlighed som en Raket langt ud i det Fremmede, hvor Øiet ei ser og Øret ei hører, men hvor Sindet røres i en festlig Stund ved bevægelige Skildringer, hvor Hjælpen indvindes for Guds Sag ved Chocolade, Bazarer og Bazeraller, — det er let! — aa! saa svimlende let!
Men den første Følge af dette er, at Gud — christeligt talt — bliver snydt paa den skammeligste Maade.
