Nord paa Reve boede der en gammel Mand, de kaldte ham Ola i Garen; naar han kom til en Grænd, hvor han var kjendt, saa slap hver Mand det, han havde i Næverne, og de, som var ude i Marken, fik hæsblæsende Bud, at han Ola i Garen var kommen, og saa gik de alle Mand ind i Stuen, og der sat Karane sig rundt Bordet og Ola i Garen i Midten, og saa fortalte han — ja den hede Guds Dag. Og saa længe han sad drøste og fortalte, rørte ingen Mand sig til Arbeid, det maatte være saa travel Tid det vilde. Men i Ovnsbænken bag Mor sad de Smaa og lydde og skalv; for det var fæle Historier imellem; der var en om en Hàm — en Gjenganger, som færdedes paa Reve-Sanden.
Han heve mest skræmt Vedet af os alle — sagde Ola i Garen. Det var en Mand, han lod, som om han var en Tigger; han hadde endda en rød Tine i Haanden. Saa kom han nordover fra Gar til Gar, indtil han fik tigget sig sammen saa meget, at han kunde kjøbe sig en Baad. Men hvorledes det nu bar til, saa kom han ind i Rev-Steinane og der slog han Baaden sund og sjøl bleiv han. Men Hàmen hans gaar uden Fred i Sanden nord med Reve; og mangfoldige have seet han.
Der gik en Mand en Hausta-Kveld og vilde finde Krabber i Stranden. Og der det tog paa at mørkne, var det, som om han blev saa fælen; han syntes, det var utrygt at færdes alene nede i Stranden, og han snakket med sig selv om, hvor galt det var, at han var gaaet saa sent efter Krabben.
Men da saa han tæt ved sig Skikkelsen af en Mand. Det var godt — tænkte han — saa er jeg da ikke alene.
Men der han saa gik lige hen til den Anden, saa var der Ingen. Da sat Manden paa Sprang og kom hjem næsten vedskræmt.
Og to Mand, som gik en Aften i Stranden og ledte efter Hav-Rægster, de saa en Mand foran sig — bestandig foran paa samme Afstand; stod de, stod han; gik de fort, gik han fort; ja da de tog paa at løbe efter ham alt, hvad de kunde, saa fór han foran dem lydløst henover Sanden — bestandig i samme Afstand.
Og det var det fæleste: der var Sne paa Sanden, og Sporene viste ganske tydeligt af de to, som løb; men han, som fløi foran, han efterlod intet Spor i Sneen, og det var det sikreste Bevis for, at det var en Hàm og ikke et christent Menneske med Støvler.
Men Ola i Garen mente, at det var Straf over Manden, at han gik igjen; for han var ingen Tigger! han havde Penge i den røde Tine; men han tiggede, fordi han ikke vilde af med Afguderne sine, og til Straf maatte han nu gaa om og tese nord i Stranden — i Storm og Uhygge.
