Hopp til innhold

Side:Kielland - Samlede Værker 3 v2.djvu/395

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

strøet udover der, hvor i hine Tider Flint blev funden og tilhugget.

Det ser ikke ud, somom her paa disse Kanter har været egentlige Flinte-Værksteder. Snarere synes det, somom Stenalderens Jægere og Fiskere har søgt ned til Strandkanten, for at finde de Flinte-Klumper, som tiltrods for Videnskaben fandtes og findes mellem Rullestenene paa Jæderen; og hver Gang de fandt en god Flinte-Kjærne, gav de sig strax til at slaa den, for at frembringe Pile, Knive, Naale og de andre Redskaber. Alene paa denne Maade — forekommer det mig — kan man forklare, at saa store Strækninger ere bestrøede med Affald efter Hugninger, at vi her paa en stor afblæst Slette kan finde saadan Mængde huggen Flint, at vi kommer hjem fra en liden Spadsertur med Lommerne fulde, selv om vi bare har valgt de bedste Stykker.

Men det er i Almindelighed mest afbrukne og mislykkede Ting, man finder her — foruden saadanne Stykker, hvoraf Splinter ere udhuggede (nucleus); thi den, som huggede, medtog de Pile, Spyd og lignende, som lykkedes for ham, og derfor finder man de smukkeste Ting spredt i Udmarker og Torvmyre, hvor Redskabet blev liggende i sin Tid — tabt paa Jagten eller i Kampen.

Men fra hine uendeligt fjerne Tider og nedigjennem de mange Aarhundreder gjemmer Jorden mangfoldige Ting, som Menneskene har glemt. Gamle Gjerdefar i Udmarken, Stenringer, Alvedanser, Baad-Nøst, Hustomter — ældgamle Spor af Dyrkning og Beboelse, hvor Udmarkens Lyng nu er den eneste Væxt. Men Folket her ved ingen Besked om, hvad der er gammelt og hvad der er urgammelt; det gaar omtrent i ét for dem: Flint og Kjæmpehouge, Gravurner og Hustomter, Stenalderen og Erling Skjalgssøn og han — den sidste, som boede nord i Udmarken under Jos-Houg, han, som røvede Skibene, lokkede dem iland paa Rev-Tangen med falske Blus og Brande, og som tilslut vart hængt der oppe ved Jos-Hougen og al hans Gaard blev brændt og ødt, endnu er de vidtløftige Hustomter at se og Gjerdet rundt hans Indmark, hvor Græsset endnu kjæmper mod Lyngen — alt dette gaar omtrent i ét for Folk; de store Tidsafstande er ganske uklare.

Jeg synes, det er underligt, at her ikke er mere Tradition, end her er. Thi der er dog ingen Underholdning, Folk sætter mere Pris paa, end at sidde og høre paa En, som kan fortælle om gamle Dage eller om — jeg havde nær sagt — hvadsomhelst. Og saaledes var det i endnu højere Grad, „dengang han Far var en liden Gut“, da der hverken var Aviser eller Missionsmøder.

Dengang satte man Pris paa en god Fortæller.