tog det ene Ord det andet, og jeg sagde, han var en Tosk, som han var; og Velas sagde, jeg var en gammel Gjeldstud, som var Løgn, og rede blev vi i Hovedet begge to; men som Lykken var, at jeg fik Øie paa et Skib i Horezunten, og altmedens jeg betragtede dette, saa kom jeg til at tænke over den liden Ræson for mig, som haver faret paa Rio de Janeiro med Jacob Worse, at kjægle om slige Motiver med Gamle Velas, som ei haver i sit lange Liv været nordenfor Bergensleden eller sydligere paa Hemispæren end til Lille-Sirevaag, og formener, at Bismark er en Stud paa Hillevaag og Intet andet, saa sagde jeg ei yderligere; men hørte ham mumle noget om Degeren samt besværligen tage sin Stav og reise sig op uden saa meget som Farvel; og der jeg snudde mig, var han alt bagom Gjerdet efterladende sig ikke andet end saaatsige sit Popografi i det nedtrykte Græs, der han havde siddet, som er iaar saa uformodentlig høit og svært, at jeg aldrig haver seet eller hørt om sligt for Sankte Hans; men et ukjendt Raad er falden paa Poteten mange Pladser, som bestaar i, at selve Roden raadner, som vi kalder for Jord Moderen; men saa mener mange, at Planten skal ikke dø af det, men staa den over, og fine Tæger er der eller Rod-Traade, som man forventer, der vil sætte sig Knolder paa og blive Potetes alligevel; men saa er der og de, som sætter Jordæpler paa nyt der, hvor Raadenskaben har været grummest, formedelst det gamle Ord, at der er Gro i Alting, som kommer i Jorden føre Jonsok-Tider.“
— Ja de Gamle gaar bort, og det er besynderligt, hvor hurtigt Græsset reiser sig og sletter ud deres Spor. Voxne Mænd — selv i gode store Ætter — ved i Almindelighed lidet at fortælle om sine Bedstefædre; og naar de gaar rigtig langt tilbage, saa er det til de Tider, „da han Far var en liden Gut“ — stort længer gaar ikke Traditionerne —, undtagen en ganske enkelt Erindring om et eller andet usædvanligt.
Hvad der ligger længer tilbage, er vist for de fleste et ukjendt Øde, som uden Holdepunkter og uden Bevidsthed om Tidsafstande, strækker sig lige op til de Forfædre, hvis mægtige Gravhouge ligger paa Høiderne eller hvis Flinteredskaber findes strøede udover hele Jæderen.
Jorden her er trofast til at gjemme paa sit, og Aartusinder, som andre Steder dynger Lag paa Lag, gaar sporløst hen over disse stenede Sletter. Naar den tynde Græsvold blæser af, ligger Stenalderens Flinteredskaber og talløse Splinter og Skjærver efter Hugningen lige paa Sten- og Gruslaget, hvor de faldt for tre tusinde Aar siden, og naar Plougen vælter Torven om, ligger Flinten som
