„Derimod har en Ubenævnt tilstillet mig et Numer af Dagbladet, hvilket udgaar i Christiania samt indeholder om en Hval, som i sin anskudte Smertes Forhærdelse dunkede Hul paa en af Dampbaadene til Svend Foyn, saa hele Stasen sank, hvilket ligesom ikke bedrøver mig formedelst Besætningens Frelse og Manden er ikke fattig; men det var godt gjort af en Hvalfisk, som begribeligvis er haard i Snuden, hvorsom en, vi kaldte Farbror i min Ungdom, som havde en Gang slig fæle Tandværk; ja saa var der en paa Garen, skulde ligesom være som et Slags Tanddoktor ― salvo titolo efter Tidens Leilighed ―, og han tog Farbror og lagde ham aalvæltes paa Løe-Golve, hvorhos han sætte en duelig Kal-Meisel i Munden paa ham digt paa Tanden, slog saa til med en Hammer det, han vant, saa Kal-Meiselen faug borti Løen; men aldrig det, Tanden hun rikkede sig, endda han slog tre Gange med fuld Magt, men sagde paa Slutten: Jaja! ― det gaar for det same; nu har du faat Støkken i dig;“ hvilket var en Sanning; for Tanden blev god fra den Stund og værkede aldrig mer, hvorimod jeg ingenlunde fæster Lid til en Kjæring, som stod i samme Avisblad, at hun læste Tandpinen af sig i Aftenandagt, men præponerer, at Læsning og Being er god nok invendix; men for det legemlige tror jeg mer paa Kal-Meisel og Hammer ― at sige med Ved og Forstand anvendt; som han og formente Manden i Brønden, formedelst den var rabet sammen over ham, mens han grov; og Kameraterne hans de kavede det beste, de vant, forat grave ham op igjen; men en Læser af de ægte kom forbi og stoppede Udgravningen nedlæggende sig paa Knæ og til at læse og bede for Armingen dernede; men da fornam de en fortrykt og pibende Røst nede fra Jordens Dyb, som raabte: „Aldrig læs, potle og græve ― Kara! potle og græve!“ hvorudi jeg maa give samme Mand mit fulde Medhold, endda jeg ikke kjender ham; men saa kjendte dog Far min godt den Mand, som ogsaa er omskreven i samme „Dagblad“, at han blev opfyldt med Katunger; for det var endda en Toldbetjenter nord i Tanang; men de Gamle gaar væk, og Alting glemmes, for Ingen vil høre paa os, som for Exempel Gamle Velas, som er paa fjerde Tjuet, og er saadan en Tosk, at han vil forsvare os mod Engelskmanden med gamle Flintebørser, hvorsom i Anno 1807; for sad vi ikke iforgaars ude paa Græsvolden ― han og jeg ― midt i Solen i Læ for Nordenvinden og radlede godt og fredeligt om gammelt, saa kom Velas med den gamle Ræglen, om da de laa der nord i Myglabust-Braade og Engelskmanden satte Bar-Kassen imode Land; men der Velas sin Far og de andre fornam, at Engelskmanden var saa forhærdet, at han skaud med skarpt, daa vart dei daa saa dansande ilde; men saa
