blev lagt paa Fredning af Fugl og Æg, fuldt vel anvendt og frugtbringende. Og naar det nu vedbliver at vise sig, at Ungdommen kommer ud fra vor saakaldte christelige Skoleundervisning med Sindelaget: slaa ihæl! slaa ihæl! saa faar vi prøve ved en forbigaaende Strænghed og Straf at vende Raaheden; indtil Samfundet beslutter sig til at give Børnene Undervisning i Kjærlighed til og Kundskab om Livet, om Mennesker og Dyr.
Thi selv blandt Voxne er der faa, der fuldt ud gjør sig Rede for, hvor meget de levende Dyr betyder som Selskab for Mennesket, ― enten han pløier Jorden under Lærkens Sang eller Havet, hvor de store hvide Maager fængsler hans trætte Øie. Først Savnet af dette Liv i Luften vil føles som et Tab, som kold og pinlig Ensomhed.
Men denne Ensomhed nærmer vi os. Fuglene tager af Aar for Aar ― endog Maagerne.
Der er kun en eneste, som klarer sig. Og det er Lærken. Den er saa heldig eller rettere: det er saa heldigt for Mennesket, at Lærken er saadan liden Mundfuld, og Æggene saa smaa, at en ordentlig Æggekage vilde kræve Dages Samling. Dertil lægger den sit Rede med Omhu og langt inde i Ageren, hvor Ingen gaar.
Derfor er her altid lige fuldt af dem, og uforfærdet synger de i Regn og Storm og den sureste Nordenvind ― helt til ud i September.
Men naar der er Solskin, er de alle oppe; og den, som da kunde komme et Stykke op i Luften og glide henover de grønne Sletter langs Havet sørover, han vilde høre et tindrende Kvidder sex Mile langt af tusinde lystige Struber; og ingen Lærker i Verden synger som Jæderens.
Sommeren.
Aarre den 19de Juni 1890.
I fjor var det Veir for Byfolk, som ikke har nogen Sans for Regn. Men iaar er Veiret akkurat, som om Bonden skulde stelle med det selv. Passelig Varme og passelig Væde, saa det maa gro, om det var saa paa Steidn.
Folk kan hellerikke mindes, at Eng og Ager har seet saaledes ud paa denne Tid; det gror, saa En kan se det fra Dag til Dag; Rugaxene kom i forrige Uge næsten paa en Nat.
Det er bare Poteterne, der er noget iveien med, og om den Ting ― med mere ― fik jeg igaar Eftermiddag en Skrivelse fra Lodsoldermand Lauritz Boldemann Seehus, hvoraf jeg afskriver Begyndelsen:
