En liden Prop af en Gut saa lang som et Piberør er nok til at øde hvert Fuglerede i en Fjerdingvei omkring sin Faders Hus. Thi disse Kystfugle gjør sig næsten ingen Uleilighed med at skjule sine Æg: Viben værper midt paa flade Lyngmarken, Maagens Æg ligger paa tre Straa mellem Stenene, og Kjelden lægger sine Æg uden videre i Sanden, saa i Storm vilde de trille langt bort, hvis de ikke var saa spidse i den ene Ende. Ærfuglen er ogsaa let at finde, især fordi den bliver siddende paa Æggene, til man er saa nær, at man uvilkaarlig maa se Redet, idet den store tunge Fugl flyver op.
Og disse Smaagutter er glygge som Oderen; de kan gjemme sig bag en liden Tue, og saa smaa er de og har Øinene saa nær Jorden, at de ser hvert Æg og hver Redeskaal, — Tiden har de ogsaa til sin Raadighed.
Dernæst kommer Tjenestegutterne, som har Øinene med sig, naar de pløier eller naar de farer i Torvmyren. De samler alle de Æg, de ser; og naar de kommer hjem, er det gammel Skik, at Konen i Huset, — om det falder aldrig saa ubeleiligt, strax maa stege Æggekage til Gutten, naar han leverer Æggene.
Saa sidder han i en Krog og æder op en Æggekage paa fjorten-sexten Ær-Æg alene, indtil Øinene staar stive og det sidder ham op i Halsen; men ner skal det, om det saa skal svælde ud igjen!
Og tilslut er hverken Gaardmanden selv eller Kvindfolkene fri for at røve Reir, naar de har Tid med det.
Mangen velstaaende Mand, som Aaret rundt knap spiser ti Æg af sine egne Høns, som staar under Konens Styrelse, han generer sig ikke for at gaa ud en Søndag Eftermiddag og „henta paa Æg“ — Vibe-, Ær-, Maag-Æg — alt, hvad han kan finde, forat slaa op en vældig Æggekage til Fortæring om Kvælden.
Der ødes og gruses med de vilde Fugles Æg med en Vildskab, som ofte ikke kommer af andet end den Enes misundelige Frygt for, at den Anden skal finde noget; Udbyttet er ikke stort, og mange legne Æg slaaes istykker i bare indgroet Raahed.
Men saaledes maa det gaa, hvor Folk ikke lærer bedre og ikke ser andet for sig end almindelig Ødelæggelse. Og ikke skal det heller bidrage til at give Landsfolket Respekt for Dyr og Fugle, naar den talrige Bande af Søndagsjægere slipper sig løs ud over Markerne og nedskyder alt muligt ligefra Linerlen paa Grinden til Kjør, Lam, Høns, Hunde, sig selv og sine Jagtkammerater, — de skyder ubetinget paa alt levende.
Vel forberedt gaar ogsaa Folkets Børn ud af den Skole, hvor de bogstaveligt talt ikke har lært andet om Dyrene, end at de er til for Menneskets Skyld, skabte udtrykkelig for ham — Skabningens
