Side:Kielland - Samlede Værker 3.djvu/387

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


„Nu har jeg det — Iversen! — noch ist Polen nicht verloren! Det hænder — ser De! undertiden, — høist naar det er første Gang, de føder, at først kommer der en, ogsaa en Times Tid efter kommer alle de andre.“

„De andre?“ — nei nu blev det altfor galt; Iversen vendte sig bort; der maatte dog være en Grændse for Majorens Spøg; Idioten Emilius stod i Krogen og lo, saa man saa det paa Ryggen.

Men Onkel Fredrik tog Hat og Handsker og sagde venligt, idet han gik: „Jeg ser indom Klokken tolv; til den Tid skal De se, Resten er kommen.“

Det hændte ikke mange Gange om Aaret, at Iversen var sint; men nu var han det; han maatte sende Idioten ud i Byen, for ikke at forgribe sig paa ham. Al hans Faderglæde var ham forbitret ved Majorens Cynisme.

Noch ist Polen nicht verloren, — mon det ikke alligevel var bedst, at løbe hjem og bare, hvordan det gik.

— Udenfor paa Gaden — mødtes endelig de to Jægersmænd.

„Hvor Fanden holder Du til idag? — Major!“ raabte Kæmneren ærgerlig; han kunde forstaa, at andre vare komne ham i Forkjøbet med Nyheden.

Onkel Fredrik, som mente, at Kæmneren kunde have Grund til at være ærgerlig: han havde jo ellers et rasende Held med Hvalpe, svarede beroligende:

„Naa — naa — Kæmner! — ikke modløs! — noch ist Polen —“

„Modløs? — er jeg modløs? — synes Du?“

„Det var dog en Skuffelse.“

„Hvad var en Skuffelse?“

„For Fanden! én eneste Hvalp, — kalder Du ikke det en Skuffelse?“

En!“ — skreg Kæmneren, „Flora en Hvalp! — hele otte — Far! — Du har dine to, nydelige Dyr! — kom og se! men hvem i Alverden har indbildt Dig, der bare var én?“

„Iversen“ — svarede Majoren ganske himmelfalden.

„Sa’ Iversen, der var bare én?“

„Jagu’ gjorde han saa; og han lod endda til at være glad for det — det Asen! for han sa’, at alt var lykkeligt overstaaet.“

Et Lys gik op for Kæmneren, og han satte i en Latter; men da han endelig ogsaa havde faaet tændt et Lys for sin Ven Majoren, kunde denne slet ikke dele Munterheden.

Onkel Fredrik var tværtimod meget flau, da han maatte følge med Kæmneren, for at formilde den vrede Iversen.

Men Iversen var ikke langsint, og Hvalpene vare brilliante.