„Det var som Pokker! vil De sige ham, at Flora — aa nei! De
behøver ikke at sige noget, Jomfru Poppe! — jeg træffer ham nok
ud paa Dagen.“
Men Onkel Fredrik havde idag fraveget sin almindelige Regel; og i Stedet for at gjøre sin Runde for Frokost, havde han spist i en Fart og var gaaet ud med Hector. Jomfru Poppe havde hørt Majoren sige til Hunden:
„Allons — Monsieur Hector! voir voire famille.“
Saaledes gik det til, at de gamle Herrer ikke mødte hinanden denne Morgenstund.
„Kæmneren hjemme?“ — spurgte Onkel Fredrik i Kontordøren.
„Nei! — Kæmneren gik ud for en liden Stund siden,“ svarede Fuldmægtig Iversen oprømt; kanske han kunde faa anbragt Nyheden.
Onkel knurrede — lidt skuffet; derpaa tilføiede han hemmelighedsfuldt:
„Nu — Iversen! — er der kommet noget?“
„Ja — Gudskelov — Hr. Major!“ — svarede Iversen glad; „alt er lykkelig overstaaet.“
„Halløi! — ser man det! — akkurat paa Dagen! — det kan jeg lige!“ raabte Onkel fornøiet.
Fuldmægtig Iversen smilede; men skottede dog til Idioten Emilius; saadanne Detailler vare ikke for Ungdommen.
Majoren havde i al Hast sat Hatten fra sig, kastet Handskerne i Hatten, og trev nu Iversen i Kraven, idet han spurgte i den yderste Spænding:
„Nu! — hvormange kom der saa?“
„Hvormange?“ gjentog Iversen fjollet og gik et Skridt bagover, „en — Hr. Major! — en.“
„En!“ — skreg Onkel Fredrik fortvivlet; — han tænkte paa de to, han skulde havt, hvis der kom otte; „men hvordan Pokker kan det gaa til! — hun var dog saa svær.“
„Hm — javist“ — mumlede den skikkelige Iversen; han kunde jo ikke nægte, at hans stakkels lille søde Kone i den sidste Tid havde været — hm! — lidt overdreven; men det varslet ikke noget for Majoren at være vittig over — allermindst i Nærværelse af Idioten.
Majoren mærkede ikke, at Iversen blev stram i Ansigtet; han stod og kløede sig i Hovedet, medens han foragteligt skelede til Hector. Men pludseligt opklaredes hans Ansigt; han pikkede Fuldmægtigen beroligende paa Skulderen:
