Side:Kielland - Samlede Værker 3.djvu/386

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


„Det var som Pokker! vil De sige ham, at Flora — aa nei! De behøver ikke at sige noget, Jomfru Poppe! — jeg træffer ham nok ud paa Dagen.“

Men Onkel Fredrik havde idag fraveget sin almindelige Regel; og i Stedet for at gjøre sin Runde for Frokost, havde han spist i en Fart og var gaaet ud med Hector. Jomfru Poppe havde hørt Majoren sige til Hunden:

Allons — Monsieur Hector! voir voire famille.

Saaledes gik det til, at de gamle Herrer ikke mødte hinanden denne Morgenstund.

„Kæmneren hjemme?“ — spurgte Onkel Fredrik i Kontordøren.

„Nei! — Kæmneren gik ud for en liden Stund siden,“ svarede Fuldmægtig Iversen oprømt; kanske han kunde faa anbragt Nyheden.

Onkel knurrede — lidt skuffet; derpaa tilføiede han hemmelighedsfuldt:

„Nu — Iversen! — er der kommet noget?“

„Ja — Gudskelov — Hr. Major!“ — svarede Iversen glad; „alt er lykkelig overstaaet.“

„Halløi! — ser man det! — akkurat paa Dagen! — det kan jeg lige!“ raabte Onkel fornøiet.

Fuldmægtig Iversen smilede; men skottede dog til Idioten Emilius; saadanne Detailler vare ikke for Ungdommen.

Majoren havde i al Hast sat Hatten fra sig, kastet Handskerne i Hatten, og trev nu Iversen i Kraven, idet han spurgte i den yderste Spænding:

„Nu! — hvormange kom der saa?“

„Hvormange?“ gjentog Iversen fjollet og gik et Skridt bagover, „en — Hr. Major! — en.“

„En!“ — skreg Onkel Fredrik fortvivlet; — han tænkte paa de to, han skulde havt, hvis der kom otte; „men hvordan Pokker kan det gaa til! — hun var dog saa svær.“

„Hm — javist“ — mumlede den skikkelige Iversen; han kunde jo ikke nægte, at hans stakkels lille søde Kone i den sidste Tid havde været — hm! — lidt overdreven; men det varslet ikke noget for Majoren at være vittig over — allermindst i Nærværelse af Idioten.

Majoren mærkede ikke, at Iversen blev stram i Ansigtet; han stod og kløede sig i Hovedet, medens han foragteligt skelede til Hector. Men pludseligt opklaredes hans Ansigt; han pikkede Fuldmægtigen beroligende paa Skulderen: