siger: der ser du det Eneste, som duer, og forstaar du ikke det, er du en Tosk! Man tænke sig, hvor dette maa forvirre og irritere et Folk, hvor Overgangsformerne mangler saa ganske. De kan jo ikke — og rent ud sagt, de var feige, om de gjorde det — lægge sin Barndoms Beundring for de grønne Fjordbilleder med blaa Sø, de kan jo ikke lægge den af sig som en slidt Dragt, fordi en ung Fyr kommer og siger, det er noget gyseligt Skrab.
Men dersom de nye Malere vare kyndige nok til at nære Ærbødighed — Ærbødighed for Kunsten, ikke for sig selv og i det høieste for den Lærer, de sidst kommer fra, saa kunde der istedetfor den irriterende Dømmen og den ørkesløse Arrighed blive en frugtbar Samtale.
Malerne kunde da fortælle og forklare, hvorledes Naturopfatningen og hele det maleriske Syn i hin Tid var et stort Fremskridt fra Tiden for; hvorledes disse gamle Billeder sluttede sig nøie til sin Tids Aandsliv og Literatur, — og med den henførende Magt, som altid ligger i den Mands Ord, der forstaar noget og elsker noget — han være en ung Maler eller en gammel Limkoger, vilde han føre Hjemfødningen lempelig ud af de Skjønhedsregler, hvori hans ukyndige Aand var bunden, og ledet ved den andens Interesse vilde det gaa op for ham: ny Tid, nyt Syn, og naar saa de nye Billeder med hele det nye og frapperende Udseende kom frem, saa vilde Hjemfødningen maaske sige: nei kjære! — det maa jeg vænne mig til!
Men han vilde ikke blive sint og stridig; men i Glæden over, hvad han havde lært, vilde han arbeide videre og snarere naa til Forstaaelsen af det nye end den store Skare, der har omvendt sig uden Mellemkundskaberne, — kun paa dette: er du ikke med, saa er du en Tosk.
Men se, de Folk, vi hidtil bar talt om og kaldt for Hjemfødninger og Ukyndige, de er jo rene Professorer sammenlignet med Befolkningen paa Landet og sammenlignet med Mesteparten af Bybefolkningen. Hvorledes skal disse Mennesker kunne hæve sig op til en begyndende Forstaaelse, der driver dem videre og ikke stanser ved ildrøde Vesuver, katholske Helgenbilleder med blødende Hjerter og Olietryk — det ene værre end det andet?
Saasnart et Menneske, der slider for det daglige Brød, finder sig en Spiger og slaar op et Billede paa sin nøgne Vsg, gjør han i samme Øieblik et stort Fremskridt.
Thi dette lille brogede Billede bliver ligesom et Hul i den nøgne Væg, gjennem hvilket han ser ind i noget nyt, om hvilket han intet
