Side:Kielland - Samlede Værker 3.djvu/368

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
Sex Breve fra Lodsoldermand Seehus.

Gaarden Krydsvig den 1ste Januar 1889.

   Hr. Avisredaktør!

Henholdende mig til vores Samtale af forrige Aars December ultimo, hvor jeg da ikke var uvillig til Forsendelse af leilighedsvis Meddelelse, om noget kunde forefalde af Betydenhed, saa er her ingenting mig bekjendt, som atte jeg kunde tænke mig værdigt til videre at publiceres eller offentliggjøres i Deres Avisblad foruden Veiret, som immer og bestandigt giver Anledning til omvexlende Ros og Dadel, naar man er boendes saa at sige ud i Havets Brænding, hvor ingen Rolighed er at forvente Vinterdag, men Storm og Rusk som nu sidst i Julenætterne med en forgiftig Storm af Aust og med saa overhændige Kast, at Pannerne de føg som Fugle, formedelst der er megen Skade af Østenvind og ingen Avenans, fordi han bare driver Rægsteren ud i Sjøen; men saa var han dog ikke fuldt saa gal som i de svære Storme i de sidste Dage af November, hvilke ligesom kulminerede eller naaede sit Høidepunkt Mandagen den 26de November, da han var grovere end gamle Folk kan mindes ham at have voren, med et Hav saa overhændigt, at det nære gik, han skulde naa de Mærker, som vi her paa Krydsvig har af gammelt: nemlig atte han gaar aad Kvednhusene; men saa var han heller ikke fri denne Gangen, at han sendte Frauen lige opunder Kadlane. Efter den Tid havde vi smaat Frost med omløbende og et roligere Hav, som haver været omend ikke bedækket saa dog rigeligen besaaet med Stormens mange og sørgelige Mindesmærker dog mest Dækslast, som der ikke er stor Sorg med, aldenstund hun jo altid ligger saa at sige paa Expektance eller Eventyr, og naar hun gaar, saa er hun til Lettelse for Skuden og til en stor og besynderlig Velsignelse for disse træløse Kyster, især naar som atte hun kommer vel adsplittet og fordelt med nogle faa Flanker paa hver Plads, saa at Lensmanden han kan ikke se nogen større Ansamling paa nogen enkelt Plads end atte han med god Samvittighed kan forsøge Auktion og lade Folket beholde det, hver ved Lykkens Gunst haver fundet eller med Flid haver indbjerget fra Havet i sin Baad, som dog dengang ikke gav god Løn for Umagen begrundet paa Frost og austlig Landvind, som holdt Rægsteren fra Land i nogen Tid; men nu er vel det meste indkommet, som skal komme for denne Gang, og en anden Gang kan blive længe til, som vi jo ogsaa maa haabe for Sømandens Skyld, enda jeg for min