Side:Kielland - Samlede Værker 3.djvu/366

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent


Alligevel er det en Tilgift i Ufordrageligheden, naar man offentlig i en Avis læser følgende:

„Gjennem en Række af Aar er der af Folk, som i Navnet tilhørte Kirken, prædiket med Kraft bort fra denne. Den, som holdt sig til Kirken og ikke var stadig Gjæst i de selvbestaltede Prædikanters „Opbyggelser“, var et Verdensbarn, Kirken et Samlingssted for de „Verdslige“. Kirkens Tjener (Præsten) blev forhaanet og forfulgt paa mange Slags Maader. Alene i den „lille Broderkreds“ var der alvorlige Christne. — — — Hvor Jordbunden var saaledes beredt, der kunde man vente sig noget af hvert.“

Istedetfor at tale overlegent om Lægmændene var det meget rettere at se lidt paa Præsterne; thi de er det dog, som har havt baade Tiden og Magten til at berede Jordbunden. Og jo mere man er kjendt med Forholdene, desto mere viser det sig, at uduelige og forøemmelige Præster netop bereder Jordbunden omkring sig — saaledes at forstaa, at den uhjulpne religiøse Trang i Almuen just nødes til at hjælpe sig selv og finde sig selv tilrette i de vanskelige Kildeskrifter.

Derfor skulde hele Samfundet, men først og fremmest den konservative Del være mild og overbærende med Sværmeme og lægge Had og Haan tilside i et Land, som roser sig af Religions-Frihed.

Den 4de November.
(1889)

Dagen som Festdag er opfundet af Carl Johan som en Mod-Fest mod den 17de Mai. Den har aldrig været omfattet med nogensomhelst Sympathi af Folket; men Embedsstanden, som efter nogle faa Aars korte Begeistring snart faldt tilbage til sin Ludning mod Tronen, de rettede efterhaanden sin Opførsel efter Parolen fra Stockholm som de fordum havde lystret den fra Kjøbenhavn, og de begyndte at føie Kongen og slaa hans Dag op ved krampagtige Festanstrængelser.

Saa er der sunget og talet og punchet saa længe om denne Unionsdag, indtil vi er der, hvor vi er idag: med alle offentlige Flag i Top og Fest med Sang, Taler og Musik.

Naar det i disse Dage fra saa mange lyder med hidtil ukjendt Fryd og Klem: „Enten fuldkommen Lighed eller ogsaa ud af Foreningen!“ saa er dette det glade Tegn paa, at man er blevet vaagen. Strømmen — lumskelig ført paa Afveie i Fester og fagre Ord, bryder Dæmningen og gjenfinder sit naturlige Løb.