Side:Kielland - Samlede Værker 3.djvu/365

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent


Man tænke sig det modsatte:

Tænk om Moderkirken havde fastholdt dette som det eneste rigtige: først Omvendelse og saa Daab, og tænk om Daaben endnu var i sin rene uforfalskede Skikkelse; nemlig fuld Neddypning i Vandet; tænk saa, at der kom en Sekt, som lærte, at denne i Skriften fuldt ud begrundede Lære og indtil Detaillen forordnede Udøvelse af den vigtige Handling — det var altsammen noget forældet, som skulde udrenses; det var fuldkommen nok og skriftmæssigt, at en ung Dame holdt et Spædbarn hen til en Kumme lunkent Vand, hvoraf Præsten saa skulde tage en Haandfuld og hælde paa Barnes Hoved.

Man tænke sig sligt! — hvilken Larm her skulde blive over et saadant aabenbart Brud paa Skriftens klare Ord, — saadan et Menneskepaafund!

Og nu — saa rent omkalfatret Skriften har Præsterne! nu er det Sekt og Udstedelse at holde sig til Ordet, medens Moderkirken — Moderkirken selv staar og trodser paa det aabenbare Brud, paa et Menneskepaafund.

Nu er der igjen nogle Folk ude paa Jæderen, som ikke kan faa Fred for sin Samvittighed: de maa holde sig til Ordet: altsaa bliver de „Gjendøbere“ — og udstødte, forhaanede og forulempede paa alle Maader.

Om Stifteren er en redelig Overbevist, som det ofte hænder med saadanne Sektdannere, eller om han er Spekulant, hvilket jo ogsaa ofte hænder, — det er ikke godt at vide, og kommer ikke Sagen ved paa dette Punkt. Men i Læren skiller hans Venner sig tilsyneladende ikke i noget væsentligt Punkt fra Kirkens Lære. De er lidt mere letlivede; og — saavidt man kan forstaa — lægger de mest Vægt paa det fortrøstningsfulde i Tanken om, at Synden er udsonet og borttaget ved Frelserens Død, og dvæler mindre stærkt ved den daglige Synd, som udmærker Pietister og andre.

Men saa har de den gamle oprindelige Maade med Sakramenterne; de afskyr den hvide fabrikerede Oblat og „bryder Brødet“ ved Nadveren; og ved Daaben bruger de den gamle Neddypning i Vand.

Og deres Medchristne — Moderkirkens egne søde Børn — de flokkes med Haan og Stenkast om dem, saa nu døber de stakkels Mennesker midt paa Natten.

Men ogsaa fra oven i Samfundet er de truet ved Love og forhaanet offentlig. Det vil gjerne falde sig saa, at Dadelen over disse, som bryder sig ud sin egen Vei, vil komme haardest fra den høire Side i Samfundet, fra dem, der holder paa Statsinstitutionerne som de er, uden at ville se en Tomme længer.