kompakte Samfunds Uvilje, for Tilsidesættelse fra oven, for Smædeviser og knuste Ruder fra neden.
Saa tales der om Moderkirken og Moderkirkens Skjød, og man glemmer aldeles, at selve denne Moderkirke ikke er det mindste andet end en Sekt — en liden Sekt løsrevet fra en større Moderkirke, som netop ser sin Styrke og sin Fortrinlighed deri, at den har løsrevet sig — akkurat som de smaa Sekter har reddet sin Samvittighed ud af Statskirkens Sodoma og Gomorrha.
Thi det, som egentlig er det irriterende for de Fleste ved disse Sekter, er dette, at disse, som gaar ud af Moderkirken, ligesom vil være klogere og bedre end de, som blir indenfor; med andre Ord: Sekt hader Sekt, de store de smaa og de smaa de store; dette: „at have Ret“ er Bevæggrunden for meget Had blandt Menneskene og for meget Hykleri.
Men i det Religiøse kaldes det: „at have Ret“ for at eie Sandheden alene helt og udelt; og naar Selvgodheden naar til Randen af Stormandsgalskab, forkynder en Præst i en Sekt, at Gud selv har „bekjendt sig“ netop til den samme Sekt; og saa væves der op om Moderkirken og Moderkirkens Skjød samtidig med at Hjerter og Læber flyder over med Hads- og Haansord mod dem, som vil tillade sig at eie Sandhed udenfor vor egen privilegerede.
Og hvad der gjør dette dobbelt forargeligt at være Vidne til og tifold mere demoraliserende at være delagtig i, det er, at hver eneste Sekt søger sin Berettigelse ikke i at finde paa noget nyt; men netop i at søge hen til noget gammelt i de fælles hellige Kildeskrifter.
Al Sekt er Reformation, Forbedring eller Opfriskelse enten i Liv eller Lære — det bliver ikke altid til synderlig Forbedring, men i sin Idé er enhver Nydannelse i det Religiøse en Tilbagevenden til nøiere Efterfølgelse og klarere Erkjendelse af Skriftens Lære.
Og saaledes fremkommer dette ganske abnorme, at Sekten — de skabbede Faar, som Moderkirken forhaaner, de staar med Ordet og Bibelen i Haanden, saa de for sin egen Samvittighed maa skille sig ud.
Som nu for Exempel disse talrige Sekter før og nu, som finder en ordentlig Daab for det voxne Menneske nødvendig — de har jo faktisk hele Skriftens Ord for sig, de har indtil en nøiere Beskrivelse af Mesterens egen Daab. Hvad Under om samvittighedsfulde Christne ikke kan slaa sig til Ro med denne ganske symbolske Handling, at et lidet Barn faar lidt Vand paa Hovedet uden at vide af det, — en Praxis, som Præster, længe efter Mesterens Død fik vredet ud af det ene Skriftsted: Lader de smaa Børn komme til mig.
