Side:Kielland - Samlede Værker 3.djvu/363

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent

forpligtet ved Ed til i Liv og Lære selv at udtrykke det i Verden ringe og foragtede, han træder frem og siger til de Folk, som ingen fast Ansættelse har, ingen magelig Livsgjerning, ingen Udsigt til bedre Kaar, endmindre til Alderdommens Sorgfrihed, til de i Virkeligheden ringe og foragtede — til disse vover hin Mand revsende at holde Tale om, „at de dyrker den Gud Mammon“.

Hvis det er saa, som det visselig er, at „vor Tid“ dyrker Mammon, saa er selvfølgelig Præsterne, som til alle Tider har dyrket ham ivrigst, først og fremst skyldige ved sit over al Maade slette Exempel. Hvis der derfor var levnet dem en Rest af Blufærdigbed, saa holdt de sin Mund, naar Arbeide strides med Kapital, og prøvede at rense sig selv og sin Stand først.

Men der er endnu en anden Grund, hvorfor vi ikke vil taale Præsterne i disse Spørgsmaal. Og det er, fordi det er Løgn og Talemaader at sige til de streikende Arbeidere, „at de dyrker den Gud Mammon“. Naar Præsterne med Beregning synes at ville revse til begge Sider og formane baade Arbeiderne og Arbeidsherrerne, saa er bare dette Spilfægteri. De kan nok tale om at dyrke Mammon til Sagbrugseiere og Grosserere; men det er et aldeles uretfærdigt Ord om Arbeidernes Kamp for at forbedre sine Kaar.

Det kan være ondt og vanskeligt at skifte Ret mellem Kapital og Arbeide; mange mener, det lader sig i Længden ikke gjøre med bare Ord. Men naar der kommer en Revser og siger: I have begge lige „Uret“, saa gjør dette bare Striden bitrere til ingen Nytte. Og naar saa denne Revser til og med er Statskirkepræst, da svulmer det op til Forargelse.

Lad dem holde Fingrene af Fadet, at ikke den Krig, som Mammons Afgudsdyrkelse har avlet, begynder med at blæse selve Præsteskabet overende.


Sekter.


Der er faa Ting saa ufordragelige at være Vidne til, som den Haan og Foragt, hvormed der fra Statskirkens høie Vinduer skues ned paa dem, som staar udenfor — disse Dissentere, Sekteriske, Sværmere, Fanatikere — rækkevis af mer eller mindre uvillige Navne helt ned til Skjældsord.

Medens de „arme Hedninger“, som ingen ser og ingen kjender, ligger saa mange varmt og nær til Hjertet, saa er disse vore egne — i Almindelighed fredelige, fromme Folk udsatte for hele det