Side:Kielland - Samlede Værker 3.djvu/360

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent


deres absolute Herre, saa har denne Lærdom for Generationer havt en skadelig Indflydelse paa Forholdet mellem Mennesker og Dyr.

Det er kun altfor sandt, at Mennesket er Dyrenes Herre, skjønt man snarere kunde sige Fiende: Menneskene rydder op mellem Dyrene efter eget Tykke, vælger de nyttige og udrydder dem, han finder skadelige, det er altsammen sikkert nok. Men det er lige fuldt skadeligt for det lille Menneskes Moral strax at udruste ham med Bevidstheden om, at denne faktiske Herskerstilling er Naturens egentlige Mening og Orden.

Nu ved vi alle, hvor de blir gale, Theologerne, naar man vil røre ved deres Sager; og jeg vil ingen Kiv yppe om, hvorvidt det gamle Testamentes Skabelseshistorie er at opfatte bogstaveligt eller billedligt.

Men dersom det kunde lykkes at bibringe Fædre og Mødre den Tro, at de Smaa har bedre af at lære Dyrene at kjende i deres Slægtskab med Mennesket, end medgive dem denne ufortjente Herskerfølelse, skulde det saa ikke være muligt i al Fredsommelighed at bevæge Theologerne til at borttage af Barnets Undervisning dette om Adam og Dyrene?

Der er dog saa meget i det gamle Testamente, som absolut maa skjules for Børn; og dernæst er der saa meget raat og barbarisk i Folkenes og Menneskenes indbyrdes Forhold i Oldtiden, som vi ogsaa springer over og undlader at lære de Smaa og de Unge.

Og tilslut har selve Mesteren paa saa mange Punkter forandret det gamle Testamentes Livsanskuelse netop i formildende Retning — i Retning af at opgive sin egen Ret og sig selv og i Kjærlighed nærme sig hinanden. Og næst efter os Mennesker har vi Dyrene lige ved Haanden — saa lig os i mange Stykker og ligesom vi saa bundne til den fælles Jordklodes fælles Kaar og Skjæbne, — skulde det ikke være muligt, at Theologerne vilde give Slip paa den haarde Lære om Herskeren — ikke som Dogme, men som Led af Barnets allerførste Undervisning?

Saasnart en Gut er saapas Kar, at han kan tage en Sten op af Jorden, kaster han den efter Katten eller efter en liden uskyldig Fugl, som sidder paa en Gren og synger. Saa dybt indgroet er Overmodet blevet overfor Dyret, at det med en vis Ret kan kaldes Instinkt.

Naar nu den lille Knægt, saasnart han kunde læse, fik vide Besked om Katten og Fuglen ved Historier om deres Natur, deres Husholdning og videre Liv, deres Følelsers og Fornemmelsers Lighed med vore og deres Ret til den fælles Jord, saa var dog denne Lærdom mere egnet til at formilde den lille Morder og Stenkaster