Side:Kielland - Samlede Værker 3.djvu/359

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent


Saaledes kan man uden Overdrivelse eller Unøiagtighed sige, at Hummeren ved om sin Klo, at den kan voxe ud igjen, og derfor giver den — som bekjendt — Slip paa Kloen i yderste Livsfare.

Naar Hummeren — som det ofte hænder, sidder udenpaa Teinen, saa gjælder det om at trive den strax; ellers slipper den i et Nu og synker som en Sten i Havet. Men ingen klog Fisker tager efter Kloen; thi den ved han sidder løst.

Men en endnu smukkere Iagttagelse har man ved Hummeren end denne „instinktmsssige“ Opgivelse af Kloen.

Engang paa en Fisketur blev en Hummer og en Høvring kastet — ubundne — ned i Baaden, hvor de begyndte en Kamp. Under denne fik den store Krabbe saa godt Tag over Hummerens Klo, at den knuste Skallet paa Kloen.

Da saa de Mennesker, som var i Baaden, at Hummeren med den friske Klo tog og rev den lemlsestede Klo af sig.

De Læsere, som synes, dette lyder utroligt, kan jeg — foruden at forsikre om Historiens Paalidelighed — ogsaa minde om, at alle et nulevende Dyrs Redskaber til Ernæring, til Forplantning og til Beskyttelse ere erhvervede og udviklede i en bestandig Afpassen efter Dyrets Opholdssted og Vaner.

Fastholder man dette, bliver der intet forunderligt deri, at den sjælelige Evne er tilstede tilligemed den legemlige Indretning, i mer eller mindre Grad „medfødt“, — alteftersom de Forhold, hvorunder hvert Dyr kommer til Verden, ere mere eller mindre beskyttede og fordelagtige.

Thi selve de legemlige Indretninger er at betragte som opsparet og nedarvet Intelligens.

Derfor er Mennesket saa ufærdigt, naar det kommer frem, til Trods for dets overvældende Rigdom paa Muligheder; medens lave Dyr er færdige strax til at klare sig selv, med sin lille bitte Intelligens. Men nogen Væsensforskjel i de levende Væseners Maade at klare sig i Livet, findes ikke; og jeg vil forsøge at klargjøre, hvor den modsatte Mening — den om Instinktet — har virket skadeligt paa Mennesket.

At Indtryk formes let og varigt i Børns Hjerner, det ved vi alle; men vi giver ofte liden Agt paa, hvorledes vi selv bidrager til at fæstne Indtryk i den tidligere Alder, som hverken Barn eller Voxen er tjent med.

Og er der noget, som det er farligt at sende et Menneske ud i Livet med, saa er det med altfor store Forestillinger om sig selv.

Naar alle Dyrene føres frem for Adam — udtrykkelig for at lære Mennesket, at Dyrene væsentlig er til for hans Skyld og at han er