Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/9

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
I.


„Lauritz! — din Dævlunge! — op og klar Vimpelen.“

Skipper Worse stod agterud ved Kahytten. Der blæste en frisk Nordenvind indover Fjorden, og den gamle Brig kom glidende mageligt for smaa Seil.

Strømmen var udbærende og toppede Søen i krappe Bølger udfor Odden, hvor Sandsgaardbugten bøiede ind. Og idet „Familiens Haab“ svingede, syntes det gode Skib at kjende sig saa trygt og hjemligt inde paa den gamle vante Havn.

Men Skipper Worse blinkede til Rormanden: „Hun kjender sig pinedød igjen, saasnart vi er om Næsset.“

Thi „Familiens Haab“ var ikke som andre Skibe. Der kunde kanske være Skibe, der saa lidt lettere og finere ud; ja der kunde muligens findes — skjønt det havde da Jacob Worse aldrig seet — men umuligt var det ikke, at der blandt de nymodens Engelskmænd kunde træffes et eller to, der seilede en Smule bedre.

Men dermed stansede ogsaa alle Indrømmelser. Noget stærkere, noget tættere, noget fuldkomnere end „Familiens Haab“ flød ikke paa Søen, — vilde heller aldrig komme til at flyde paa den.

Derfor skinnede Solen saa festligt udover Sandsgaardhusene, over Haven og Værftet, over hele den venlige Bugt, hvor de blaa Sommerbølger løb i flokkevis mod Land, for at melde, at Jacob Worse var i Fjorden.

Men Zacharias Søhusdreng havde allerede meldt det.

„Er han ogsaa sikker paa det?“ spurgte Konsul Garman skarpt.

„Vi har obsalveret hende i Kikkerten — Hr. Konsul! det er saavist „Familiens Haab“, som at jeg staar her en Synder for Gud. Hun holder lige ind paa Sandsgaardbugten.“

Morten W. Garman reiste sig af Armstolen. Han var en høi, svær Mand med stærkt krøllet hvidt Haar og fremstaaende Underlæbe.

Da han tog Hat og Stok, skalv han lidt paa Hænderne; thi „Familiens Haab“ havde været meget længe underveis.