da han trak sig tilbage fra Søen og overlod „Familiens Haab“ til andre, opgav Konsul Garman ham ganske som spoleret og ødelagt.
Konsulen var da endnu mere ensom end før, og ofte vandrede han i melankolske Tanker op og ned i den brede grusede Vei foran Havepavillonen.
Den laa ved en Dam, rundt hvilken der voxede en smuk Krands af Siv. Dammen maatte for have været meget større; for Konsulen kunde mindes fra sin Barndom, at der havde været Vand paa begge Sider af Lysthuset og en Bro, der kunde leftes op.
Der stod endnu et halvklart Minde for ham om nogle Damer i en blaa og hvid Baad, og en lang Mand i red Silketrøie, som stod i Forstavnen med en Aare.
Nu var Dammen saa liden, at det vilde være latterligt at have Baad i den. Konsulen speculerede mange Gange over, hvorledes det kunde hænge sammen, at en Dam saaledes Aar for Aar kunde minke. Det var vel Sivet, som groede over; og han paalagde hvert Aar Gartneren at holde Øie med Sivet; men det hjalp ikke.
Haven var oprindelig anlagt i ren fransk Stil med brede retvinklede Gange, tætte store Hækker og Alléer eller bittesmaa Dukkehækker af Buxbom. Med visse, regelmæssige Mellemrum var der en Runding, hvor fire Veie mødtes; der stod Bænke omkring og i Midten en Solskive eller en Mindestøtte eller noget sligt.
Men i Udkanten af Haven især mod Nordvest var der plantet tæt af Træer ligesom en bred Ramme omkring det hele. Det var simple, indenlandske Træer, som skulde beskytte den fine, franske Have med de fremmede Væxter og Blomster mod den kolde Vind fra Havet.
Pavillonen med Dammen laa vestenfor Hovedbygningen; og skjønt det igrunden ikke var mange Skridt, blev den dog i gamle Dage anseet som et Slags Trianon, hvortil man begav sig for at drikke Kaffe eller høre Musik. Det sirlige Tog bugtede sig da fremad paa de sindrigste Omveie — over Broen og rundt Dammen, eller man steg i Baaden og lod sætte over i tre Aaretag under utallige Komplimenter og Vittigheder.
Alt dette kunde Morten Garman godt huske fra sin Ungdom. Han havde selv prøvet at holde Liv i de gamle Skikke og Manerer; men det var kun halvveis lykkedes ham. Menneskene forandredes, Dammen groede til; — ja selv hans Faders sirlige Have truede med at gro over.
Paa begge Sider af den brede Grusgang, som førte til Pavillonen, løb der en Hæk saa tæt, at unge Damer til Gartnerens store Fortrydelse pleiede at sætte sig i den, og med regelmæssige Mellem-
