Præsterne begyndte at befatte sig med ham i deres Indberetninger;
hans gamle Ry for Maadehold og Sagtmodighed blev
beskjæmmet og de Vantro triumferede og raabte: Se — se! — han
ogsaa!
Der var megen Bedrøvelse mellem alle de Vakte, hvor disse Tidender naaede frem, og efterhaanden trængte de jo ud blandt Folk, hvormeget end de Ældste prøvede at dække over. Mange skrev til ham, og bad ham saa bønligen at komme sydover igjen; de mente, naar han traf de gamle Venner, vilde hans Aand atter opklares.
Men han kom ikke, og tilslut var hele Landet fuldt af den voldsomme Lægprædikant, der drog syngende gjennem Sneen fra Hytte til Hytte med Følge af blege Mænd og Kvinder med løst Haar, der græd og skreg og sønderrev sine Klæder.
Da bad de Ældste Madame Torvestad om at skrive et Brev til ham.
Den næste Dag overleverede hun dem et forseglet Brev. Det var imod Reglerne; men Omstændighederne vare ogsaa usædvanlige, og der blev ikke gjort Indvendinger. Brevet blev afsendt om Høsten, og udpaa Vaaren rygtedes det, at Hans Nilsen trak sig sydover.
Men Brevet havde Sara skrevet; Moderen havde selv bedt hende derom.
Garman & Worse havde nogle heldige Aar. Som en Strøm af friskt Blod løb Jacob Worses Penge ind i den hensygnende Forretning, fordelte sig udover Lemmerne og gjorde hele Organismen sund og stærk. Og det varede ikke længe, før Firmaet havde gjenvundet hele sin Glans baade hjemme og ude.
Konsulens Ansigt blev igjen glat og ubekymret, og hans Skridt lød raske og ungdommelige, naar han steg op ad den brede Trappe, for at se til de fremmede Arbeidere, han havde ladet komme fra Kjøbenhavn, for at dekorere Selskabsværelserne ovenpaa.
Til Vaaren skulde Christian Fredrik komme hjem; hans Uddannelse i Udlandet var fuldendt, naar han nu havde tilbragt den sidste Vinter i Paris.
Konsulen glædede sig meget til at faa sin Søn hjem — især nu, da han med Stolthed kunde vise ham, at Huset var vel ved Magt og Forretningen i høi Grad blomstrende.
Der var bare dette ene med Worse. Konsul Garman forbandede i sit Hjerte Haugianerne og alle Hellige mere end nogensinde. Det
