Romarino gjorde lidt Kur til hende i sin Lapsethed; det mærkede
hun ikke, ialfald brød hun sig ikke det mindste om det; men det
var dog lidt Ungdommelighed i Huset. Og uagtet Jacob Worse nu
ikke foretog et Skridt uden efter Samraad med Sara, fik det dog
altid Udseende af, at det var den Gamle, som var stridig, medens
de Unge holdt sammen.
Men da Romarino var kommen paa egen Haand og var bleven gift med en Jomfru fra Bergen, om hvem man kun vidste, at hun var munter og verdsligsindet, og at hendes Familie ikke hørte til de Vakte, blev Forholdet kjøligere. De unge og de gamle Worses havde ikke Interesser fælles og saaes kun yderst sjeldent. Romarino kjøbte sig et Hus, og slog svært stort paa. Gamle Worse rystede paa Hovedet.
— Det varede en Tid, inden Madame Torvestad forstod, at hun havde taget fuldstændig feil af sin Datter. Men lidt efter lidt gik det op for hende, at her var aldeles ingenting at gjøre. Lige fra det Blik, hun havde faaet Forlovelsesaftenen, var Sara gleden ud af hendes Herredømme, og steg med et frem som hendes Lige, ja — snart blev Madame Torvestad reduceret til at være Fru Worses Moder.
Klog som hun var, skjulte hun sin Skuffelse. Men hun lovede sig selv, at saaledes skulde det ikke gaa med Henriette; hun skulde have en Mand, som Madame Torvestad var sikker paa at kunne beherske, og selv skulde hun holdes under Tugt ganske anderledes end før. Til en Begyndelse skulde det arme Barn lære at sidde ved Bibelen paa Saras Plads, naar hun ikke var der.
— Fra Hans Nilsen Fennefos kom der i et Par Aar kun sparsomme Efterretninger. Han sagdes især at færdes nordpaa, længer nord end han nogensinde havde været før, — helt oppe i det svarteste Finmarken — sagde nogle.
De Ældste fik af og til et og andet at vide; men det blev ikke meddelt i Forsamlingen. Spurgte nogen efter Fennefos, fik de til Svar, at hver maa passe sig selv — eller at Herrens Veie ere usporlige.
Det var nemlig ikke glædeligt, hvad Vennerne rundtomkring vidste at berette om Hans Nilsen.
Han, der før var gaaet fra Bygd til Bygd som et elskeligt Fredens Sendebud, han efterlod sig nu Uro og Forskrækkelse. Der fortaltes, at han gik frem som et Herrens Veir over Landet; hans Tale var som Ild, mange blev syge paa Sindet af at høre ham, — ja en ung Pige sagdes endog at have taget Livet af sig for hans Tales Skyld.
