Sara var flittig som før til at søge Forsamlingen. Hos Moderen
sad hun ogsaa ofte paa sin gamle Plads ved Bibelen. Hun var
smukkere end før; thi hun saa sig friere omkring; ogsaa hendes
Dragt var anderledes.
Ikke at hun paa nogen Maade pyntede sig for meget; selv den strængeste Haugianer skulde ikke have fundet noget at dadle. Men Kvinderne, som forstod sig paa det, lagde Mærke til, at hendes Lintøi var af det fineste, som kunde opdrives, hendes Uldkjoler næsten ligesaa kostbare som Silkekjoler, og havde hun en hvid Krave over Kjolen, var det en ægte Knipling til et Par Daler Alenen.
Ogsaa Mændene fandt noget extra ved den unge Kone, og de sagde ofte til sine Madamer: „Se paa Sara! — saaledes skulde I klæde Jer; — saaledes skulde I styre Jert Hus.“ Moderen fik ogsaa megen Ros, fordi hun havde oplært sin Datter saa vel. —
Til Forsamlingeme fulgte Skipper Worse ikke altid med. Naar han en Gang havde bedre Lyst til at gaa i Klubben eller hen til Randulf, sagde Sara ikke noget imod.
Men i Virkeligheden syntes han at befinde sig bedst hjemme. Udover Vinteren, naar Lysene tændtes tidligt, sad han ved Bordet i Dagligstuen med sit Arbeide. Jacob Worse var nemlig ganske nethændt, og i sin Ungdom havde han lært lidt Skibsbyggeri. Og nu havde han fundet paa at bygge sig et lidet Modelskib — halvanden Alen langt —, som han vilde rigge og fuldføre til den mindste Detail efter „Familiens Haab“.
Sara læste høit for ham, mens hun strikkede. Det var Scriver, Johan Arndt, Luther og de andre. Worse hørte ikke stort efter; men hendes Stemme var saa behagelig og hyggelig at høre, og hun var saa smuk, naar Lyset faldt paa hendes rene Pande og det mørke, glatstrøgne Haar.
I Klubben var og blev de ham altfor vittige; selv Randulf var styg til at ærte ham. Jeg ved ikke, hvorledes det var; men det blev igrunden en Skuffelse med Randulfs Hjemkomst. Altid skulde han komme med Stikpiller for dette Giftermaal; selv var han Enkemand; Børnene voxne; den ældste Søn var Skipper og boede i Byen.
En anden Ting faldt ogsaa pinlig for Jacob Worse, nemlig naar Randulf snakkede om, hvorledes de skulde have det paa Fisket iaar. Thi Worse mindedes sit Løfte til Madame Torvestad. Men en Dag lod Sara falde nogle Ord, somom hun var forberedt paa, at han vilde reise som sædvanligt.
„Ja men —“ indvendte Worse, „jeg skal sige dig; før jeg blev gift, maatte jeg love din Moder, at jeg aldrig —“
