Søndag blev de viede af Præsten i Madame Torvestads Dagligstue,
i Nærværelse af nogle faa af Husets Venner; og om Aftenen
blev Sara overgivet til Jacob Worse, som førte hende over i sine
Stuer og lukkede Døren efter hende. —
- Endelig kom Skipper Randulf hjem. Worse skyndte sig at træffe ham, og de begyndte strax at buldre og fortælle i Munden paa hinanden. Alligevel var det ikke saa morsomt som det kunde have været. Historierne fra Rio vare jo allerede gamle og desuden var der noget tvungent mellem dem, indtil Randulf endelig gik lige paa og sagde: „Naa gamle Hedning! — du har jo giftet dig — hører jeg — med en af de elleve tusinde kloge Jomfruer?“
„Ja Far! — du kan tro, det er et Stadskvindfolk,“ svarede Worse og blinkede med Øinene.
„Ja tag dig bare iagt, at hun ikke gjør dig til en slig Smørklat som Sivert Gesvint og de andre.“
„Nei — du skal have Tak for Laxen! Jacob Worse har seet Fruentimmer før idag.“
„Aa ja ved du hvad — Jacob! med din første Kone synes jeg just ikke, du var saa heldig!“
„Aa — hvad vil du snakke om hende! — hun var jo halvgal. Nei — ser du! — Sara, det er noget andet;“ og han begyndte en yderst intim Lovtale over alle hendes Fuldkommenheder — undertiden hviskende, skjønt de sad alene i Skipper Randulfs Dagligstue.
Men Thomas Randulf beholdt et lidet vantro Smil, som hemmeligt irriterede Worse; og jo ivrigere denne blev til at skildre sin Hustrus Fuldkommenheder og sin egen Lykke, desto tvivlsommere sænkede Randulfs lange Næse sig nedover de optrukne Mundviger, indtil Worse blev kjed af det og vilde gaa.
„Aa nei — tag et lidet Glas endnu; har du slig Hast? — Jacob!“
„Ja Klokken er halv tolv, og vi spiser Middag Klokken tolv —“
„Aha! — der begynder det alt!“ raabte Randulf triumferende; „nu hænger du alt og dingler i din Kones Klokkestræng. Kanske tør du hellerikke drikke et Glas til; hun kunde mærke det paa dig. Hahaha! jo du har rigtig stellet dig godt — Jacob! mens jeg var borte!“
Følgen heraf var, at Worse blev siddende til halv et og kom hjem lidt rød i Hovedet og fugtig i Øinene.
Hans Kone ventede med Maden; de skulde have fersk Tosk med Lever og Rogn. Hun var meget alvorlig — alvorligere end ellers; og da han prøvede at sige: „Randulf er kommen —“ i en munter ubekymret Tone, svarede hun til hans store Fortrydelse: „Ja jeg ser det!“
