„Vil du ikke ogsaa takke mig?“
Sara taug og rørte sig ikke.
Der gik et Stik gjennem Moderen.
„Sara!“ — sagde hun skarpt.
Men da saa Sara op, og i hendes stærke Øine laa der noget, som Moderen veg tilbage for: hun spurgte ikke mere, sagde bare Godnat og dermed gik Datteren.
Madame Torvestad faldt hen i mangeslags Tanker. Minder fra Ungdommen kom op, og de vare ikke gode. Ogsaa hun var bleven givet til en Mand, hun ikke kjendte; han var ogsaa ældre end hun; men havde forstaaet at tage hende paa den rette Maade.
Hun mindedes vistnok Taarer fra den første Tid; men siden var det blevet godt; hun var bleven frelst for verdslig Forfængelighed og letsindige Elskovsdrømme, og saaledes vilde hun ogsaa bevare sine Børn.
Men i dette Blik fra Datteren laa der alligevel noget, der fandt et saart Sted i hende, hvor det borede sig dybt ind som en Braad. Hun, som ellers var saa sikker paa sig selv og sine Handlinger, fik en pinlig Tvivl. Alle de vakte Erindringer og en ubestemt Frygt for, at hun dog ikke kjendte denne stille Datter tilbunds, gjorde hendes Søvn urolig og plagede hende med onde Drømme.
Men Henriette, som hørte Sara hulke, krøb op i hendes Seng og vilde trøste hende.
Den første Skygge, som trak hen over Skipper Worses Lyksalighed, var Mødet med Konsul Garman, da han skulde ud og melde Forlovelsen.
„Godmorgen — Worse! —“ raabte Konsulen imod ham, „nu var han netop her — den Bremer Kaptein, han vilde med Fornøielse tage Dem med; og da han er ganske seilklar, var det kanske bedst, De kjørte ud til Smørvigen idag; — vor Vogn skal hente Dem i Byen, saa kan De være afsted med første gode Vind.“
„Ja Tak — Hr. Kunsel! — men — hm!“
„Er der noget iveien?“
„Ja — desværre! — der er kommet noget iveien.“
„Nogen Ulykke?“
„Nei — snarere en Lykke,“ smaalo Worse, det var ligesom han fik lidt Mod ved denne Vending: „jeg vil gifte mig.“
„Guds Død!“ raabte Konsulen og forglemte sig ganske; „hm!
