„Naturligvis! — naturligvis! det kan De da begribe!“ — han blev
ganske ivrig ved denne Udsigt.
„Kunde jeg stole paa det?“
„Ja saa Pi —“
„Sværg ikke; jeg vil tro Dem bedre uden. Sæt Dem ned igjen og hør, hvad jeg vil sige Dem. Jeg har i den senere Tid tænkt meget over dette. Der er ligesom en Stemme indeni mig, som vidner, at der er Redning for Deres Sjæl i denne Forbindelse med min Datter. Ja — jeg havde endogsaa efter megen Overveielse og Bekymring tænkt at fastsætte Bryllupet til førstkommende Søndag —“
„Hvad be — hvad siger De?“ — raabte han og hoppede af Stolen, „aa Madam! De er dog en Pokkers Kone!“
„Men nu, da jeg ser, at en pludselig Reiseordre kan rive Dem ud af Deres Familie, for igjen at omtumle Dem i Fristelser og Farer, der lettelig — vi vide hvor let! — kunde kvæle de gode Spirer og atter gjøre Dem til et Fortabelsens Barn, nu tør jeg ikke tænke paa, at betro Dem mit Barn — min kjære Sara!“
„Men Madam — Madam! — jeg skal ikke reise, jeg vil ikke reise; jeg gaar lige til Kunselen og siger, han faar sende en anden; jeg sværger Dem til, jeg reiser ikke!“
„Denne Gang maaske ikke; men næste Gang, det falder Deres Kompagnon ind —“
„Aldrig! — faar jeg hende, saa lover jeg —“
Han stansede; gjennem Vinduerne saa han Bramræerne af „Familiens Haab“ ude paa Sandsgaardbugten; og Madame Torvestad smilede lidt surt:
„Lov ikke, hvad De ikke kan holde, og betænk Dem ikke for vor Skyld paa at træde tilbage. Sara er vistnok forberedt; men hun ved endnu intet med Vished; jeg har ikke talt til nogen af Vennerne om det, og selve Bryllupet havde jeg tænkt at feire i al Stilhed — saaledes som Skik er blandt os —, Præsten og et Par af Brødrene. Deres Hus er jo færdigt; — De kunde bare føre hende herind.“
„Jeg lover Dem at forlade Søen fra den Dag, jeg bliver gift med Deres Datter“ — sagde Jacob Worse og rakte sin Haand frem.
Han var kommen til at tænke paa, at han skulde føre Sara ind i sine Stuer og lukke Døren efter hende og bestandigt have hende herinde for sig selv.
Men Madamen sagde: „Det er en tvivlsom Sag. Jeg har hørt om mange Søfolk, som ikke kan forsage Søen, uagtet de ere tilaars, har fuldt op af jordisk Gods og Kone og Børn. Saadant ser man,
