grøn, for at slippe fra denne fordømte Reise; og saa kommer De og siger, jeg farer med Underfundighed og Djævelskab. — Jeg mener, de er galne alle Mand idag;“ han trampede omkring i Stuen og kløede sit Odderskind; men Madame Torvestad betragtede ham med Velbehag, og der faldt en Sten fra hendes Hjerte.
Noget nervøst og uroligt, som havde været over hende, da hun kom, forsvandt aldeles og hun lik atter sin almindelige overlegne Tone — saaledes som en Moder bør tale til en tvivlsom Frier.
„Efter hvad vi have talt om i det sidste, nægter jeg ikke, at jeg blev meget overrasket ved at høre om denne pludselige Reise.“
„Ja tror De ikke, jeg har tænkt over det? jeg forsikrer Dem — Madame! naar jeg tænker paa, at jeg skal reise bort uden saa meget som sikkert Løfte, saa er jeg nær ved at blive gal. Gid Fanden havde det Bremerskib! — kunde jeg bare finde paa et Paaskud eller en Udvei —“
„Aa — for en tyve Aar siden havde vel Jacob Worse fundet paa en Udvei i et sligt Tilfælde.“
Det var at tage ham paa den ømmeste Side. At nogen skulde tro, han var en gammel Knark, som ikke længer forstod sig paa Kjærlighed, det oprørte ham i høi Grad; og han gav Madamen en Skildring af sine Følelser — saa glødende og aabenhjertig, at hun i al Hast maatte se til at faa ham stanset, for det gik sletikke an.
„Godt — godt-Kaptein Worse! — ja — ja! — jeg tvivler ikke paa det, —“ raabte hun flere Gange; „men der skal mere til end den jordiske Elskov, hvor trofast den end kan være. Den Mand, jeg med Tryghed skulde anfortro mit Barn — min Sara, — maatte ogsaa være fast og varigt bunden til hende ved den fælles Kjærlighed i Herren. Og De ved, hvad jeg ofte har sagt: Deres Liv som Sømand er rigt paa Fristelser og lidet skikket til at bære stille Frugter i Omvendelse.“
„Ak ja Madam! vi have alle et skrøbeligt Kjød i mange Stykker,“ svarede Skipper Worse; han haabede, det var et Skriftsted.
„Ja det har vi — Kaptein Worse! nogle mere, andre mindre. Men netop derfor skulle vi sky et Liv, der medfører særdeles Fristelser. Jeg tænker mig, om jeg nu havde givet Dem min Datter, og De saa pludselig var reist lige efter Bryllupet.“
„Nei — Madam! det skulde der s’gu ikke blevet noget af; det kan De bande trygt paa!“
„Hvis jeg nu — jeg sætter det Tilfælde, at jeg gav mit Samtykke, tror De da, at Konsul — at Deres Kompagnon tillod Dem at opsætte Reisen?“
