Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/71

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Sara er klog — tænkte hun —; det behøves ikke.

Derpaa glattede hun sit Haar, tog Salopen og gik. Hun gik ud Bagveien gjennem Worsesmuget og udenom Huset til Gadedøren, fordi hun ikke vilde gaa over Gaarden, hvor Martha var.

Jacob Worse sad ærgerlig og talte med sin Søhusformand, der var Principalens Fuldmægtig, naar han var borte. Forretningen i Byen var forblevet Worses egen uden at paavirkes af hans Optagelse i Firmaet.

Ligeledes var Sandsgaard med al sin forskjellige Drift derude nu som før udelukkende under Konsulens Haand. Fællesskabet indskrænkede sig i Virkeligheden til visse Grene af Forretningen, hvor Jacob Worses Kapital væsentligen var anbragt — især Skibsrhederiet og hvad dermed stod i Forbindelse.

Da Skipper Worse saa Madame Torvestad, sendte han Søhusmanden bort og hilste noget forvirret.

„Jeg kommer, for at ønske Dem en god og velsignet Reise — Kaptein Worse!“

„Tak — hm! — mange Tak — Madame, jeg vilde ellers —“

„Bliver det en lang Reise?“

„Ja det er ikke godt at vide. Han vil, at jeg skal —“

„Hvem — sagde De?“ —

„Kunselen — Kunsel Garman; han sender mig til Bremen, for at kjøbe Skib.“

„Sender?“ — sagde Madame Torvestad med et vantro Smil, „jeg troede ikke, at den ene Kompagnon saadan uden videre kunde sende —“

„Kompagnon! — aa ja — ser Del han er jo Kunsel Garman og jeg er Skipper Worse, — anderledes bliver det s’gu aldrig. Og desuden, naar det gjælder at kjøbe Skib, saa er det jo netop noget for mig.“

„Det forundrer mig, — ja det bedrøver mig, at De ikke ligesaagodt kan sige mig den sande Grund, hvorfor De reiser bort. Jeg synes, vi kunde ventet det af Dem.“

Han stirrede bare paa hende med aaben Mund.

„Thi det maa De vide — Kaptein Worse! — jeg forstaar meget godt, at De ikke reiser, uden fordi De ønsker at komme bort fra det hele.“

Hun vilde fortsat i denne lidt truende Tone; men Kapteinen sprang op — ivrig og rød i Hovedet:

„Nei ved De hvad, Madame Torvestad! nu gjør De mig Pinedød stor Uret; — ja undskyld, jeg bander; men hvad der maa til, det maa til; for først har jeg nu ærgret mig og speculeret mig næsten