Halle, undersøgte Dimensionerne, overveiede Alderen og den sandsynlige Pris og kom tilslut begge til den Overbevisning, at det maatte være et Skib, som netop vilde passe for Garman & Worse.
Den ene blev smittet af den andens Iver; det var ikke ofte, at Konsulen gik saa hovedkuls paa en ny Plan; og før Worse vidste Ord af det, var det en Aftale, at han — Worse — strax — imorgen eller iovermorgen skulde gaa med en Bremerskonnert, som laa paa Udhavn ventende Nordenvind, for at kjøbe Skibet, hvis det svarede til Beskrivelsen og der ellers ikke var noget iveien, derpaa enten seile det hjem til Sandsgaard eller tage en god Udfragt, hvorhen det nu kunde falde sig.
Fuld af Iver og Virkelyst tog Worse Afsked, for at gjøre sig færdig til Reisen, men først da han sad i Baaden, faldt det pludselig over ham, at han skulde skilles fra Sara.
Det stolte Skib tabte sig, og den udmærkede Forretning blev yderst tvivlsom i hans Øine. Hans Iver blev meget kold, og han sad og fandt op tusinde Indvendinger, mens de roede ham indover Vaagen.
Konsul Garman derimod gned sine Hænder: han havde grebet ind itide. Derpaa satte han sig til at kalkulere og overveie dette Bremerskib; Gud maatte vide, om dette igrunden var nogen god Forretning.
Om Eftermiddagen bemærkede Madame Torvestad, at Worses Piger havde travelt nede i Gaarden med at børste Klæder og banke Reisetøi.
„Skal Kapteinen ud og reise? — Martha!“ raabte hun venligt ned fra Svalgangen, som førte rundt Bagbygningen, hvor hun havde sine Værelser.
„Ja!“ svarede Martha temmelig mut; Madame Torvestad var ikke yndet af Pigerne.
„Jasaa? — saa det skal han. Ved du hvorhen?“
„Nei! men det skal nok være en rigtig Langtur; — længer end forrige Gang — tror jeg.“
Martha havde det paa Følelsen, at det vilde ærgre Madamen; og det havde hun Ret i. Madame Torvestad kom endog i den yderste Bestyrtelse. Imidlertid tog hun alting med Ro, vendte tilbage til sine Værelser og stod en Stund stille, for at betænke sig.
„Sara! — sæt Thekjedlen over. Kaptein Worse vil reise — siger Martha; men jeg tænker, hun tager feil; hvad mener du?“
„Jeg? — Mor!“
Madame Torvestad vilde sagt mere; men Udtrykket i Saras Ansigt var saa besynderligt, at hun opgav det.
