Naar Henriette ikke kunde Ordene, nynnede hun, til hun kom idet igjen. Men Sara sad ganske bleg og sang; hendes Øine brændte; men hun slog dem ikke op.
Ingen af Pigerne hørte, at Hans Nilsen Fennefos kom opad Trappen og stansede paa Afsatsen udenfor.
Han stod og lyttede til den skjønne Sang, og han kom til at mindes hin Nat, da han hørte sin Moder synge. En dyb Bevægelse greb ham; det forekom ham, at Saras bløde Stemme var saa lig hans Moders, og Taarerne strømmede til hans Øine.
Da han kom op paa sit lille Kammer, sad han længe i modstridende Tanker. Hvor vilde det ikke være godt for ham, om han i dette Øieblik havde havt sin Moder at raadføre sig med. Men hun var død for to Aar siden. De, som stod ved hendes Dødsseng, fortalte, at det var, somom hun sang sig lige ind i Himmelen.
Hans Nilsen kom fra et Møde med de Ældste af Brødrene. Han hørte selv til iblandt dem; thi det kom ikke an paa Aarene, men paa Tro, Kjærlighed, Retfærdighed og Erfaring i aandelige Ting — samt sand Visdom.
Der var nemlig kommet Brev fra hans Hjembygd, hvori der klagedes over, at adskillig Lunkenhed begyndte at indsnige sig blandt Vennerne deromkring; og de bad saa bønligen, at der maatte skikkes dem en Mand eller en Kvinde, der kunde puste til den sluknende Ild, førend Kullene bleve ganske sorte og døde.
Helst vilde de jo have Hans Nilsen; men ellers var de fornøiede med hvemsomhelst, de Ældste vilde sende dem.
Da dette Brev var læst op, sagde den ældste blandt dem — en Olding, som havde kjendt og arbeidet sammen med Hauge:
„Nu — kjære Hans Nilsen! hvad mener du? — mon Aanden vidner i dig, at du skal følge Brødrenes Kald? — eller mon du ved nogen anden, som bedre kunde skikke sig dertil?“
„Jeg tænker, Hans Nilsen synes, han har det godt, der han er —“ sagde Sivert Jespersen uden at se op fra den Postille, hvori han sad og bladede.
Mere blev der ikke talt. Men de vare saa indøvede med hinanden, forstod saa vel et lidet Vink eller en svag Betoning, at den Pause, som nu fulgte, var for dem lige saa oplysende og spændende som en Debat.
Endelig reiste Fennefos sig og svarede: „Jeg vil prøve mig selv og bede Aanden oplyse mig; imorgen — eller kanke iaften i Forsamlingen skal jeg, om Gud vil, bringe Jer mit Svar.“
— Nu sad han da og prøvede at være fuldstændig oprigtig, for at faa Rede paa sig selv.
