Sagen var, at for disse tarveligt vante Folk var Steg og Kage
noget nyt og uhørt; og efterhaanden som de blev sig bevidste, at
det havde de nu Raad til, fandt de en halvt barnagtig Glæde i at
lade Byens Kokkekone lave dem Mad som i de Stores Huse.
Fennefos talte til dem om det og revsede dem; de hørte paa ham, smilte og takkede; men det blev ikke anderledes.
Ogsaa i Byens offentlige Liv begyndte disse stille Mænd, der vare blevne rige uden at nogen mærkede det, at gjøre sig gjældende. Man blev nødt til at tage Hensyn til dem paa mange Maader; deres fromme Færd og gudelige Tale ophørte at være Gjenstand for Spot.
Ja efterhaanden som Hauges Venner vandt i ydre Anseelse og tabte i indre Liv, trængte der sig fra dem og deres Vækkelse en overfladisk Religiøsitet opover Samfundet baade i By og paa Land, en officiel Skinhellighed, som trivedes godt.
— Saaledes omtrent var Byen paa den Tid, — en gammel By fuld af nyt; — snever og kroget, mørk og pietistisk, men frisk og smilende mod det blaa Hav med stolte Skibe og brave Sømænd.
En Sommerdag skulde den sees i Solskin og Nordenvind; naar Maagerne fløi over Fjorden og frem og tilbage langs de hvidmalede Søhuse i Havnen; naar de lossede Salt paa Vaagen og Vinden bar den lystige Sang indover Byen:
„Amalia Maria — vi kom fra Lissabon“ — — og Saltet russede ud i den brede Trærende og ned i Førebaaden med en uforglemmelig, munter Lyd; og hele Byen lugtede lidegran af Sild, men helst af Sø — frisk Nordsø.
Og Folk, som havde været længe hjemmefra og faret Jorden rundt, de sagde, at saadan Luft fandtes ikke andetsteds i Verden; og de reiste ud og de kom igjen; og hjemme var der nogle faa, som længtede ud; men alle — alle, som vare ude, længtede hjem.
Jomfru Sara og Henriette sad i Væverstuen og nøstede Garn, — Henriette hviskede. Moderen sad og skrev Breve i Dagligstuen med Døren aaben; men hun hørte ikke godt.
„— Og saa kan du begribe, ja er det ikke ubegribeligt, hvad de kan finde paa, for de stjal et Toug — maa du vide —“
„Hvem?“
„Lauritz og de andre.“
„Stjal de?“
„Er du gal?“ — svarede Henriette forarget, „tror du, Lauritz
