Først da han naaede frem til Kirken, hvor Sneen faldt frit og
kjølede hans hede Ansigt, først der blev det ubønhørligt klart for
ham, hvad det var, som var skeet, og at det, som var skeet, stod
ikke mere til at ændre.
Men hvorledes og hvorfor? — det var ligesaa klart hans egen Faders Skyld; og den Tanke, som hans altfor store Beundring hidtil bestandigt havde holdt tilbage, — den brød nu gjennem hos ham: den gamle Methode kunde ikke bruges længer. Nu havde han selv paa den allerbitreste Maade faaet føle, at den nye Tid kan ikke trodses ned. Ligesom hans Forlovelse før havde vist sig i sin Sammenhæng med Dagens Strid, saaledes saa Johannes i sit dybe Nederlag, at dette var ham paaført gjennem de forskjellige Aandsretningers Brydning; og han var falden uden egen Skyld som en Martyr for sin sønlige Pietet.
Og den ubegrænsede Beundring for Faderen, som Ulykken i dette Øieblik tog bort fra Johannes, den virkede, idet den forsvandt, som en Befrielse; og som han nu stansede ved Gitterporten og saa hen paa Kirken, byggede der sig atter et Haab i ham; alt hvad denne Dags Storm havde splintret og splittet kunde bøies og føies sammen og alligevel bygges høit mod Himmelen.
Ikke hans egen personlige Lykke — den havde han idag bragt som Offer; men medens han stod og betragtede det lille tykmurede Gudshus, fandt Johannes atter Veien til sine Drømme om en stærk og seierrig Kirke.
Men Tordentaler og afmægtig Trods var der ikke længer Brug for. Guds nye Stridsmænd maatte tage op Tidens Tanker — saa oprørske som de var, paa det at ligesom Sædekornet fremspirer af Forraadnelsen, saaledes skulde Sandheden suge Kraft af selve Vildfarelserne.
Da vilde Livet vende tilbage i den hensygnende Kirke og med Livet Magten; og atter førtes Johannes opad mod de Høider, fra hvilke han denne Aften var tumlet ned i den løse Sne, som alt havde dækket Veien over Markerne henimod Præstegaarden. —
— Og Sneen faldt tæt, tung og nøiagtig — som den falder efter Storm, fyldte Fordybninger, jævnede Spidser og skarpe Kanter. Der blev ganske stille i Skoven, en blød Stilhed som i tykke Dyner, og Snetæppet bredtes tykkere og tykkere nedover Fjeldsiderne.
Men Vaarveir laa i Luften, og Sneen var løs. Vand begyndte at risle under, draabevis nedover samlende sig skjult, for at bryde frem og rive med slg, øgende op og svulmende af Sneslaps nedover Fjeld og Bakker mod Elveløbet i Dalene.
