og de sorte Træstammer. Den uhyggelige Følelse af Ensomheden i Skoven fik pludselig Magt over hende, og i vild Angst gav hun sig til at løbe.
Men Sneen var løs, og tungt klædt som hun var, kom hun ingen Vei. Hun troede, at bag hvert Træ kom en frem, som tog paa at løbe efter hende; over sig hørte hun det fæle Sus af Vinden; og inde i Skoven knagede og knirkede det saa underligt i Grene, der gned sig mod hinanden, — hun troede, hun skulde blive gal af Skræk.
Da saa hun mellem Træerne et Lys, et lyst Vindu skimtedes gjennem Sløret af Sne, og med et Slag var alt forandret. Det var Lyset, som brændte hos den gamle Synder, der kjendte hendes Far, — hendes gode gamle Fader, — alle de derhjemme, hvor hun hørte til — hun selv, saa sikker ellers og fornuftigt — Gabriele gjenfandt sig selv og stansede; hun smilede af sin Skræk og løste paa Kaaben.
Nu saa hun sig freidigt om og lyttede til det mægtige Brus i Skoven og kjendte ingen Frygt længer. Hun mindedes ogsaa nu klarere den heftige Kamp, hun kom fra, og hendes Tab — en Mand, hun havde stolet paa saa fast, og en Ven, hun saa gjerne vilde elsket og fulgt i Livet.
Thi det var ikke sandt, naar Johannes paa den Maade klyngede sig til Religionen. Hans Tro var for saa vidt fast og oprigtig, som han med Lethed kunde beseire enhver opstigende Tvivl med det, de havde lært ham. Men paa Bunden var han ingenlunde religiøs. Og naar han kunde følge en Mand som Daniel Jürges ind i et Præsteskab som dette, saa var der mellem ham og hende et svælgende Dyb, og det hjalp ikke alt, hvad der talte for ham i hendes Kjærlighed: de maatte skilles.
Hun indsaa ogsaa nu — saa bittert som Tabet var i Øieblikket, hvilken Lykke det var for hende, at hun tidligt havde lært og læst om Elskovens Væsen uden Maaneskin og Uklarhed. Thi mangengang var der kommet over hende en Tomhed, et Savn, somom hun følte sig bedraget for noget, naar hun saa en forelsket Veninde hoppe forlovet afsted med en Student. Den nøgterne Besked, hun vidste om disse Ting, havde ganske vist berøvet Elskoven noget af den meget omtalte zarte Duft.
Men med hvilken glad Taknemlighed følte hun sig ikke i dette Øieblik hel og fri midt i den susende Skov. Og selve den pinefulde Stund, den stærke Ophidselse og Ordene, de havde slynget mod hinanden, — det fik ogsaa efterhaanden et andet Udseende.
