mod ham, der bred og stærk laa i Sengen. Og selve denne Seng, som havde fulgt hende, indtil den var slidt og medtaget af Flytninger, den blev til hele hendes Liv. Der havde hun født alle sine Børn og i Tidens Løb ladet efter sig sin Skjønhed, sin Kvindelighed indtil de sidste Rester, — altid mere træt, mere opslugt af at være alt for andre og ingenting for sig selv; aldrig forstaaet, bare brugt, forsømt og udslidt.
Men hendes Klage vendte hjem igjen til hendes egen Haabløshed, og der flammede intet op i hende, fordi hun var udslukt. Og hun følte det selv, da hun havde slukket Lyset og taget sin Plads under Dynen, hvorledes en uhyre Sørgelighed steg som et Hav med sorte Bølger og skyllede henover et forkrøblet Liv; og hun græd.
„Hvad græder du for — Mina?“ — spurgte hendes Mand og reiste sig paa Albuen.
„Aa — det er saa sørgeligt —— saa sørgeligt“ — hulkede hun.
„Hvad er saa sørgeligt?“ spurgte han lidt utaalmodig.
„Alt — altsammen er saa sørgeligt — saa sørgeligt —“
Et Øieblik blev han liggende halvt opreist og det kogte i ham; men noget tog Modet fra ham; han lagde sig stille ned og lod, somom han ikke hørte, at hun laa og græd og græd, medens lange Drag af Vinden sukkede henover Huset og viftede den tunge vaade Sne mod Ruderne. —
— Imidlertid havde Gabriele arbeidet sig henover Markerne mod Kirken. Hun havde Vinden paa Siden, og Sneen begyndte allerede at udslette den smale Kirkevei, fløi desuden lige i Ansigtet paa hende, saa hun vanskeligt kunde se. Men hun var i et saadant indre Oprør, at den friske Kulde og den legemlige Anstrængelse gjorde hende godt; mens hun hurtigt pilede afsted forbi Kirken og imod Skoven.
Men da hun vendte ind paa Hovedveien og fik Vinden paa Ryggen; og da Blæsten ikke længer piskede hende paa Kinden, men blev til den dybe, susende Tone høit oppe i Grantoppene, — da sagtnede hendes Skridt og Modet sank.
Allehaande Betænkeligheder, som hun havde feiet tilside for den ene store Tanke: at hun vilde bort fra disse Mennesker, — de voxede nu op og spurgte, om hun kunde finde Veien? — om der var sikkert i Skoven? — om de var oppe hos Lensmanden? — om der ikke var en stor, sint Hund?
Indunder Træerne var der næsten stille, og den faldende Sne var bleven brudt og rystet oppe mellem Grannaalene, saa at den dalede ned som et jevnt fintpudset Slør, hvorigjennem hun skimtede Veien
