fra Præstegaarden i Storm og Sne og hen til Lensmanden! — havde det endda været til Fogden!
Fru Jürges havde taget Gabrieles Ring frem under Lampen; hun blev nu staaende halvt afklædt og betragtede den en lang Stund. Og uden at hun vidste det, gled Musiken fra før gjennem hendes Indre; denne Musik, der var forbundet med den unge Kvinde, som havde forsmaaet Ringen; og somom hendes Væsen var blevet forstaaeligt i Tonerne: først nu — som hun stod der, dæmrede det utydeligt for Fru Jürges, at det, hun idag havde oplevet, var som et Speilbillede, et kort Glimt af noget, der laa dybest gjemt i hendes eget Indre — forkrøblet og forpint.
Hun saa paa denne forsmaaede Ring, og hun saa paa sin egen, der tynd og slidt sad løst paa hendes blege Finger, — en enkelt Ring, men af en lang, lang Lænke. Hun kom mod sin Vilje til at tænke paa, hvor de havde været runde og smidige — disse Fingre, og hvor deiligt det var, naar de løb let og legende gjennem Tonerne som i Blomster. Og hun kunde ikke lade være — med en ond Fornemmelse at lægge den fra sig — denne nye, ubrugte Ring, som var forsmaaet.
Og dog — og dog — hvem havde Ret? — hvilken af disse to Ringe havde Ret?
Hun blev ved at klæde sig af; men den nye Musik vendte altid tilbage og løb paa sin frygtløse Maade henad nye Veie; og hendes Tanker gik paa samme Maade tilbage over Livet med et andet Syn paa, hvad der var mødt hende, og tog fat her og der, hvor hun før altid var bøiet af og havde bukket sig under.
Det var ikke, fordi hun havde troet saa meget paa Lovtalerne over hendes Musik; hun var egentlig aldrig kommen saa vidt at tænke sig sit Liv for sig selv paa sine egne Anlæg. Dertil havde hun været altfor ung, og ingen havde lært hende at tænke en saadan Mulighed for en anstændig Kvinde. Derfor var det ingen Skuffelse, og hun kunde ikke bebreide nogen, at hun var kommen ud af Musiken. Men hvad der iaften løftede sig med en bitter Klage i hende — det var, at hun selv var forsvundet, — hendes eget inderste — det, som udgjorde hendes Sjæl, var bragt til at forsvinde; det var dette uforstaaede Tryk, som altid havde ligget over hendes rastløse Skyggeliv: at hun slet ikke var der for sig selv — for sin egen Skyld; hun var ikke bleven knust, men udstrøget med en Svamp, — ikke trampet paa, men nedtraadt ganske lempeligt, — næsten blødt.
Og mens hun saa nedover sit lille visnede Legeme, vendte denne bitre Klage — hun kunde ikke gjøre for det! — den vendte sig
