Men Fru Jürges, i hvis Hoved denne skrækkelige Dag havde
havde blandet stort og smaat endnu vildere end sædvanligt, stod og
brændte for at Johannes endelig ikke maatte glemme de store
Pelsstøvler. Tilslut tog hun Mod til sig og trak dem frem af Krogen.
Stormen havde sprængt sig. De svære Sneskyer, som den havde presset ind mellem Fjeldene hele Dagen, sprak med en Gang som Dyner, og Dunen væltede ud og opfyldte Luften, saa at selve Stormen blev tung og mat og maatte sagtne Farten.
Men i de sidste Kast var endelig det gamle Hus bukket under; — saa stille var det splittet — det raadne Tømmer, at ingen i Præstegaarden havde hørt det gjennem Stormen; og helleringen havde seet Præstens Hø løfte sig, da Taget kastedes af, og fyge afsted som et Slør, der løste sig op og forsvandt udover Markerne.
Paa Gaarden hvirvlede nu Sneen tæt i store Filler, og Lyset fra Præstegaardens Vinduer skinnede gult i Striber udigjennem Mørket.
Fruen gik foran med Lyset og Præsten bagefter med Piben og Aviserne. Fra de Unge forlod Huset, havde Daniel ordnet sine Ting og slukket Lampen uden at sige et eneste Ord og uden at give det mindste Agt paa hende.
Hun turde hellerikke forstyrre ham med et Ord — ikke engang, da de gik forbi Bispekammeret, og hun følte en saa brændende Lyst til at sende Gabrieles Nattøi og Toilettesager hen til Lensmanden med en af Drengene. Men hun vidste, hvor galt det gik hende, naar hun med sine Hverdagsbekymringer rev ham ud af hans alvorlige Tanker.
Daniel klædte sig hurtigt af og gik tilsengs. Fru Jürges undrede sig paa ham, mens hun klædte sig af. Thi saalænge de havde været gifte, havde han hver Aften røget en Pibe og læst Aviser paa Sengen. Idag havde han taget baade Piben og Aviserne med sig; men de laa urørte paa Bordet og hun kunde høre, at han ikke sov.
Han tænkte naturligvis paa det samme som hun, paa denne besynderlige Svigerdatter, de havde havt i to Dage; thi Fru Jürges ventede ikke, at Johannes skulde bringe hende tilbage; det syntes hende ikke rimeligt, saaledes som Gabriele var, og — oprigtigt talt — Fruen ønskede det ikke; — det var ikke nogen Kone for Johannes.
Men hvorledes vilde Bygden optage denne usædvanlige Tildragelse, at Kandidatens Forlovede første Paaskedags Aften var gaaet
