Gabriele stod ogsaa et Par Secunder og stirrede forladt ind i
Lyset; men pludseligt tog hun sig sammen.
„Godnat! — allesammen!“ — sagde hun og gik mod Døren.
Johannes vilde ile efter; men hans Fader holdt ham tilbage:
„Lad hende sove paa det. Ikke mere iaften; imorgen er det — Gudskelov! ogsaa en Dag. Jeg sagde dig — Johannes! der maatte kraftige Midler til; lad os takke Gud, at det er over, og at du seierrig bestod i Prøvelsen. Imorgen ville vi formilde denne strænge Aften og jeg — jeg skal intet Nag bevare, — det lover jeg dig. I min Præken skal jeg give hende de gode Ord, hun kan behøve efter Tugtelsen og senere hos Fogdens —“
Fru Jürges løftede en Haand: „Hun tar sit Tøi paa.“
„Sludder Mina!“ sagde Præsten ærgerlig; „hvor skulde hun gaa hen nu?“
Men Johannes løb hen og rev Døren op. Der stod Gabriele allerede indhyllet i sin Pelskaabe ifærd med at stige i de forede Galoger.
„Men Gud! — Gabriele! — hvor vil du hen? — du maa være ganske fra dig selv,“ raabte Johannes og skalv nu endnu mere end Moderen; „kom dog ind igjen og tag det ikke paa denne Maade.“
Gabriele gjorde sig fri for hans Hænder og sagde bedrøvet:
„Vi har ikke mere noget at sige hinanden. Du var ikke den, jeg troede. Farvel! — og lad mig gaa.“
Hun havde allerede Haanden paa Dørklinken.
„Frøken Pram!“ — raabte Præsten ganske ude af sig selv; „Deres Opførsel er af en saadan Beskaffenhed —“
Gabriele vendte sig roligt om, somom hun kom til at huske noget og gik med en Sikkerhed, som næsten virkede beroligende paa dem alle i denne urimelige Situation, et Skridt henimod Fru Jürges og rakte hende sin Haand:
„Tilgiv, at jeg forlader Dem paa denne Maade; jeg gaar over til Lensmanden. Det vilde ikke være mig muligt at blive her inat, og imorgen reiser jeg hjem. De maa ikke være vred paa mig. Farvel!“
Dermed bøiede hun sig hurtigt ned og kyssede den lille Dame; og før nogen vidste Ord af det, var hun ude af Døren. Den løse Sne stod som en Sky om hende, idet hun forsvandt, og Vinden trykkede Døren i med en Fart.
Johannes greb efter sin Frak.
„Nei — nei!“ sagde Præsten.
„Jo, jeg vil!“ svarede Johannes og saa sin Fader ind i Øinene.
Daniel Jürges tumlede tilbage for dette Blik, og først nu fattede han, hvad der var tabt.
