med Liv og med Lære, — nei! — frækt trodses der paa, at dette — just dette er den sande, den uforfalskede, den ægte Kristendom! — Og I ved det! — du ved det — Johannes! — du kan umuligt være kommen saa langt, som jeg ved, du er, — uden at have seet det uhyre Bedrageri med alle disse Kristne og al denne Kirkehumbug! —— du kan ikke skuffe mig saa græsseligt; sig det! — — sig, at du vil ikke være med, før vil du bide Tungen af dig!“
Da hun stansede, fór Stormen just henover Huset med et saa vældigt Tag, at det formelig rystede, og Fru Jürges var næsten halvdød af Skræk. Johannes stod ganske raadløs midt paa Gulvet og famlede efter, hvad han skulde sige. Forgjæves søgte han i Farten efter det, han havde lært at sige om Eden, for at vinde Tid; men det eneste, som vilde fremstille sig for ham, var Spørgsmaalet i Pontoppidan: er det da slet ikke tilladt at sværge? — og Svaret: jo, naar øvrigheden paa Guds Vegne kræver det. Men Skriftstederne, hvor var de? — det var ham ikke muligt at huske dem i dette Øieblik; men der var naturligvis mange; og det vilde han netop til at sige, da Faderen brød løs med sin vældige Stemme, der overdøvede Uveiret og rungede for deres Øren. Han kunde ikke længer smaaligt dvæle ved Gabrieles Exempler; men idet den længe indestængte Nidkjærhed brød frem, tog han Bladet fra Munden og sagde hende den fulde Sandhed uden Skaansel; medens hun laa tilbage i Gyngestolen — ubevægelig med Hænderne for Ansigtet. Han udtømte over hende Herrens Vrede over Tidens Frafald i Ord saa veltalende og kraftige, at det mindede Johannes om de gamle Profeters Sprog.
Det var et Opgjør, et Udbrud af alt det, som havde samlet sig op i ham, fra hun betraadte hans Hus — hun, denne Udsending fra den nye Tid, som han hadede, — hadede med hele sit Livs Trods, med alt det uforsonlige Raseri, som havde hobet sig op i ham, mens han havde været med paa at stampe mod Tiden, som pressede sig frem, indtil alt, hvad der havde været ham kjært, var vendt til Bitterhed; — hvad der udgjorde hans Haab i Ungdommen, havde han selv maattet være med at knuse; — alt var blevet Galde og arrigt Nag, thi formastelige Hænder havde udstrakt sig mod det hellige — formastelige Hænder — formastelige —
Han stansede og tog sig til Hovedet; det var et Øieblik blevet sort for hans Øine. Han ventede, indtil Blodet igjen kom i Løb og fortsatte strængt og med høi Værdighed:
„Thi inderst inde er Vantroen ikke andet end ondt og lavt, feigt og hovmodigt blandet sammen. Og naar den i vore Dage vil give sig Skin af at sky Spilfægteri, for at søge Sandhed og Ret for store
