Men naar Vinden bar paa, og de smaa Træhuse flammede op det
ene efter det andet, da tabte selv de Klogeste og Frommeste al
Tanke; og de løb omkring i Pakboderne paa Søhuset og hjalp til
med at styrte Melsække og Korn i Søen, arbeidende og ødelæggende
i sit Ansigts Sved, mens de glemte at redde Kontanterne i
Kontoret bag Kramboden.
Men gjennem Ild og Røg — høit over Larmen og Raabene lød Klemtningen fra den store Klokke i Domkirken. To eller tre langsomme Slag, saa en lang Pause, derpaa igjen nogle enkelte, spredte Slag med Pauser imellem. Det lød saa tungt og haabløst. Det var ikke Stormklokken, som skulde vække Menneskene til Hjælp og Redning; det var Kirkens Bøn om Barmhjertighed, de gjentagne, fortvivlede Raab til Gud, at han vilde slukke den fortærende lld. —
Men Vinternatten kjendte ogsaa til et andet Liv i den lille begmørke By. Det var ved Juletider eller strax over Nytaar, naar Nordvesten gik med Snebyger hver halve Time og stjerneklart imellem.
Da kunde der pludseligt komme indover Byfjorden en Baad, en til og nok en, saa en liden Skjøite og saa et Par Baade igjen. De seilede hver til sin Kant inde paa Havnen; famlende sig frem i Mørket til Fortøiningsringene indunder Søhusene og paa Bryggerne.
En Mand sprang iland og løb alt, hvad han kunde, ind i Byen; de store Sjøstøvler satte Elefantspor i Snelaget, som dækkede Sølen efter den sidste Byge.
Vægteren løftede sin Lygte og saa paa Manden. Hans Støvler, hans Buxer — ja helt op til den gule Sydvest skinnede som Sølv af utallige blanke Smaastjerner. Vægteren smilede, og da han var en gammel lun Fyr, og da han just var paa Hjørnet udenfor Skipper Worse paa Torvet, saa raabte han: „Vinden er Nordvest;— Silden er kommen!“
Flere Baade, flere Smaafartøier kom ind; det klirrede hist og her af Ankere, som faldt. Der blev dundret i Søhusvæggen; Folk kom op og løb med Lygter. Søhusdørene i første Etage reves tilside, og Lyset faldt over Mændene derude i Baaden og over den sølvglinsende Mængde af deilig, trind Vaarsild.
Oppe i Byen blev der banket paa hos Kjøbmanden; det drønede i hele Huset, naar Manden med Sjøstøvlerne tog en Sten af Gaden og slog i Væggen — han var ikke ræd, han vidste, han var velkommen.
Alle vaagnede og tænkte strax paa Brand. Men Husfaderen sprang af Sengen og stødte Vinduet op.
„Jeg skulde hilse fra Ivar Østebø, at han har kjøbt 400 Tønder for Jer.“
