været en altfor rigtig Forudfølelse, som lige fra det første havde holdt hende tilbage fra denne unge Pige. Det var netop al den Tyngsel, alt det uforstaaede Nag, som altid hang over hende, som skar sig frem i Gabrieles Ord og skræmte hende længer og længer bort.
Men Gabriele sad paa sin Side og tænkte, at dette gik galere og galere. Og paa samme Tid følte hun den mest brændende Lyst til at springe op og kaste sig om Halsen paa sin stakkels nye Moder. Men hun var bange, det vilde være at skræmme Sjælen ganske ud af Livet paa den lille blege Skikkelse, der sad indeklemt i Sofaen, somom hun helst vilde krybe i et Hul.
„Skal jeg spille for Dem?“ sagde Gabriele pludseligt og strøg af sig sine Armringe.
Fru Jürges fór iveiret og fulgte efter ind i den anden Stue, hvor Instrumentet stod.
„Er det laaset? — jeg kan ikke faa det op —“ sagde Gabriele.
„Det blev vist laaset, da Stemmeren var her.“
„Hvor er Nøglen!“
„Jeg tror — jeg ved ikke rigtig —“
Gabriele begyndte at lede i nogle tomme Blomsterglas og mellem andre Smaating paa Etagéren.
„Aa — Frue! ved De ikke, hvor Nøglen er! nu fik jeg saadan Lyst til at spille; — det ser saa morsomt ud — det gamle Klaver.“
„Jeg tror, — det kan hænde; — jeg skal se om den ligger i Sybordet.“
Nøglen laa velforvaret i et Rum i Fruens Sybord; og Gabriele forstod meget godt, at den var gjemt der; men hun greb den triumferende; thi nu havde hun sat sig i Hovedet, at hun vilde spille. Det var det sidste Forsøg. Kunde noget frit menneskeligt endnu finde Vei gjennem al denne Ængstelse, saa maatte det være Musik.
Fru Jürges trippede urolig bagefter og vred sine blege Hænder om hinanden, foldede de lange Fingre sammen, løste dem igjen og kunde ikke holde dem i Ro.
Da Gabriele aabnede, blev hun staaende — forunderligt greben af den gamle Duft, som steg op, og af det fine, gammeldagse Udstyr, de spinkle Tangenter, hvis Elfenben var gulnet ligesom Pladen, hvor Erard stod i et Mylder af sirlige Snirkler og Sving. Hun slog nogle Akkorder an og vendte sig smilende: „Jeg synes ikke, Menigheden kunde skræmmes ved denne Klang“ —
Derpaa gjorde hun Løb op og ned og undrede sig over Lyden — saa spæd, imod hvad hun var vant til, men saa ren og troskyldig.
Fru Jürges stod lige bag hende og vred sine lange Hænder, mens
