briele kunde forstaa, hvorledes den, som var født og vant til dette uforstyrrelige Velbehag, kunde føle Længsel fra en Verden, som lidet Hensyn tar, tilbage til en Krog saa trofast afstængt som denne.
Der hang et stort Billede af Stiftsprovst Jürges med store Ordenstegn paa Samarien, flere Fotografier af Daniel Jürges i forskjellige Aldere, gamle Daguerreotypier, og Morten Luther, — Gabriele gabede.
Fru Jürges vippede ind og ud, saalænge der blev taget af Bordet; men da der ikke var mere at gjøre, og da hun havde en frygteligt ond Samvittighed, fordi den nye Svigerdatter saa lidet behagede hende, tvang hun sig selv til at tage Plads i Sofahjørnet, medens Gabriele sad i Gyngestolen og ærgrede sig saa smaat over Johannes, som var forsvunden.
Fru Jürges maatte — syntes hun — føre en Samtale, og der var ingenting, hun mindre duede til; dobbelt haandfalden følte hun sig uden Strikketøi, fordi det var Helligdag.
„Hvor gammel er d — d-“
„Kjære — sig du til mig,“ bad Gabriele; „jeg vilde saa gjerne, De skulde synes om mig; — min Mor har fortalt mig saa meget om Dem fra Deres Ungdom. — Jeg er forresten fireogtyve Aar.“
„Han er syvogtyve — jeg mener Johannes — han er syvogtyve Aar.“
„Det passer jo godt,“ sagde Gabriele og lo.
„Ja,“ svarede Fru Jürges, og der blev en lang Pause.
„Synes d— du ikke, der var pent i Kirken?“
„Nei — jeg syntes der var fælt, — rigtig en af de styggeste Kirker, jeg har seet,“ svarede Gabriele; „eller synes De, det er vakkert med de hvidkalkede Vægge og de knaldende blaa Bjælker?“
„Nei—ja jeg ved ikke; den er nylig pudset op, og Daniel siger, den er meget lysere end før.“
Gabriele taug og tænkte, at dette gik galt. Og der var dog noget i den gode Dames Ansigt, som paa en besynderlig Maade trak hende til sig — et Udtryk, som stundom kunde komme i Johannes’s Ansigt, og som hun holdt saa meget af.
Hun vidste godt, at Fru Jürges havde spillet, og hun havde fra Barndommen hørt de Legender, der gik om hendes Spil, om Ole Bull, som havde bandet paa, at hun skulde til Liszt, og om den eiendommelige Ynde, der havde været over hendes Skikkelse.
Men hendes Moder havde ogsaa forklaret hende, hvor Fru Jürges var bleven forandret og alvorlig; og Gabriele havde høitideligt maattet love hverken at spille eller tale om Musik.
