synes at — høre i dine Ord og i din Stemme et Mishag — en Misstemning mod hende, som det var mit inderligste Ønske skulde være dig en kjær Datter.“
„Det skal hun med Guds Hjælp ogsaa blive,“ svarede Præsten og reiste sig, for at stoppe sin Pibe. Han gik rundt Bordet til Johannes, hvor Kontortobakken stod, og sagde alvorligt og stille: „Her sidder vi nu — min kjære Johannes! — ikke blot Fader og Søn, men og som to Medarbeidere i Herrens Vingaard; lad os da i Ydmyghed og under Bøn betænke, hvorledes just det Stykke Arbeide, vi nu staa foran, retteligen bør udføres — os alle til Gavn og til Guds Riges Ære.“
„Amen“ — sagde Johannes og blev siddende taus og tankefuld, mens Faderen stellede med Piben.
Mens Stormen øgte udover Eftermiddagen, trak mørke, blaagraa Skyer sammen i Øst og Syd; og det lagede sig til et rigtigt Uveir. Men i Kontoret blev der lunt, mens Mørket af Veiret og den svindende Dag gjorde Bøger og Møbler utydelige og trak Øinene mod den røde Stribe fra Ovnen, som flakkede henad Gulvtæppet. Saaledes sad de en Stund, idet Præsten blæste de første Skyer af Piben; Johannes havde sat sin Cigar paa Spidsen af Pennekniven og trak smaa korte Drag.
„Overbærenhed — siger du! — javist ville vi være overbærende“ — saaledes begyndte Præsten —, „det vil vi saa gjerne for vor egen Skyld, fordi vi derved fyldestgjør en kristelig Trang til at tilgive og tage alting op i den bedste Mening. Men vi skylde ogsaa at tage Hensyn til den Person, vi har for os; og vi tør ikke for vor Samvittighed — hvormeget vort Hjerte end kunde være tilbøieligt til det — vise en Overbærenhed, om hvilken den indre Stemme siger os, at den vil være til Skade og ikke til Gavn. Der findes — ikke sandt, Johannes? — vi møder ofte Tilfælde, hvor Overbærenheden er et Smuthul for vor Pligtfølelse, og vi bør vogte nøie paa os selv.“
„Det er sandt nok,“ svarede Johannes, som atter blev urolig; „men naar jeg ret betænker Gabrieles Natur og Udvikling, saaledes som jeg nu kjender hende, og jeg tør sige mit Kjendskab til hende —“
„Nu tør jeg nok sige, at jeg kjender hende,“ sagde Præsten næsten strængt; „og min Mening er den, at skal Strømmen bøies og vendes, maa en stærk og fast Dæmning sættes jo før jo heller. Er det endnu ikke afgjort mellem Eder, at du vil blive Præst?“
„Men Far! — du vil da vel ikke nu — saadan pludselig —? — du var af en anden Mening i dit Brev —?“
