hun brændte efter at faa kaste sig over sin Mand for hans upassende Opførsel; og Johannes var stiv og kold.
Men saasnart de kom ud paa Veien, tog Gabriele hans Arm og trykkede sig ind til ham; for Vinden fik altmere Magt og feiede henover Markerne; mens store Klatter af Sne løsnede oppe i Træerne, faldt ned mellem Grenene, splittedes og fulgte Vinden som smaa hvide Skyer, der dalede raslende ned over de to unge, som hurtigt ilede ind i Skoven.
„Nei, for en morsom gammel Herre — den Lensmand!“
„Kjære! — finder du ham ikke snarere modbydelig?“
„Modbydelig! — langtfra! — det faldt mig ikke ind.“
„Nei det saa jeg til min Forbauselse; — du, som ellers er saa fin paa det.“
„Naa — du mener, at han er lidt grovkornet; men det klær ham; han er nu ialfald en ren Kavaler sammenlignet med Fogden.“
„Nei men Gabriele — det er virkelig en slem Vane, du har faaet til at dømme Folk i en Fart efter et Øiebliks Samvær. Fogden er en grundigt dannet Mand, en dygtig Jurist og —“
„Fanden tude mig,“ sagde Gabriele og lo.
„Fy! — at du vil tage saadan Snak i din Mund — Gabriele!“
„Aa, vær ikke ræd; det smitter ikke. Men jeg holder nu paa min Lensmand.“
„Ogsaa naar jeg siger dig, at han har været Menigheden til stor Forargelse ved sine — sine — ja rent ud sagt: ved sin Mangel paa Sædelighed.“
Gabriele lo: „Du behøver ikke at vride dig saa ynkeligt — Johannes! man kan meget godt se paa Lensmanden, at han har lidt af den Mangel.“
Johannes stansede og vendte sig helt om imod hende, og hans klare Øine saa fast og alvorligt ind i hendes.
„Kjæreste Gabriele! lad fare den Tone, jeg beder dig saa mindelig. Jeg ved jo nok, det er ikke din naturlige, — det er denne Omgang i Byen — dette Slæng —“
„Jeg skal sige dig oprigtigt — Johannes! — jeg trængte til lidt af den Tone. Jeg kom fra Kirken saa oprørt over din Fars Præken — saa trist og tung; og nu har denne gamle Synder kvikket mig op — ikke ved sin Syndefuldhed — det ved du godt, men ved at meddele mig noget af et menneskevenligt Sind, som hverken har forsomt eller fordømt Livet og dets Glæder; — og det gjorde mig godt, — det stemte mig forsonlig.“
„Hvad er det, du siger: forsonlig? — og oprørt? — var du oprørt over Fars Præken?“
