„Nu blev mit Hus velsignet,“ sagde den gamle Kavaler; „naar
Ungdom og Skjønhed værdiges at besøge Alderdom og — og — og
Podagra for Fanden!“ —sagde han tilslut og lo; „det duer ikke at
være høitravende for gamle Bamser. Værsaagod sid ned — Frøken!
— jeg er stolt over at kunne byde en Datter af Jørgen Pram
velkommen i mit Hns.“
„De kjender Far"“ — raabte Gabriele og blev ganske varm om Hjertet.
„Aa ja! — vi har handlet Skov sammen — baade med Deres Farfar og med Deres Hr. Far — Marie! tag mig Skrinet i Chatollet! — saa skal De se — Frøken!“ — og efter at have vexlet et hurtigt Haandslag med Kandidaten, satte de to — Lensmanden og Gabriele — sig til at studere gamle Kjøbekontrakter og Breve fra Huset Pram. Og Gabriele glemte ganske sin Misstemning over denne muntre gamle Mand, som kunde saa mange Historier om hendes, og som øiensynligt var saa lykkelig over at fængsle hende et Øieblik ved sin Sygestol.
Gamle Olsen var ogsaa meget lykkelig. Hans gamle Kjenderøine frydede sig ved denne Dameskikkelse, hvis Skjønhed var saa ulig og langt anderledes fin end det, han havde seet i sine Dage; og det, at hun tilogmed bar dette store Pengenavn, der havde en Klang som en Guldøxe i Skovene, gjorde hans Henrykkelse fuldstændig.
Madame Olsen sad derimod forgjæves og gjorde Miner til sin Mand, mens hun og Døtrene underholdt Præstens Søn med det mest udsøgt kjedsommelige Bygdesnak. Hun forstod saa godt, at Kandidaten ikke ligte den lystige Maskepi mellem den Gamle og hans Kjæreste, og tilslut sagde hun: „Nei — nei — Olsen! — du faar huske, du er en gammel Knark; det gaar ikke an, du sidder og fjaser med Frøkna og fortæller a baade ligt og uligt.“
Johannes syntes ogsaa meget snart, at Visiten var lang nok, og mente, de maatte hjemover til Middagen. Men Gabriele vilde, at Lensmanden skulde fortsætte, der de blev afbrudt, og fortælle, hvad de kaldte Fogden i Bygden.
Madamen raabte høit af Forargelse og saa paa Kandidaten. Johannes vendte sig utaalmodig og tog sin Hat; men Gabriele hviskede til Lensmanden:
„Sig det i en Fart.“
„Vi kalder ham: Fanden tude mig,“ hviske Lensmanden tilbage; men idetsamme blev han saa lig Fogden i Stemmen, at Gabriele lo høit; og saaledes skiltes de meget fornøiede med hinanden, og Gabriele lovede at komme igjen snart.
Madame Olsen var noget aandsfraværende under Afskeden, fordi
